To sigtet for at udnytte børn til nedrivning af asbestplader

Syd- og Sønderjyllands Politi har sigtet to personer efter straffelovens bestemmelse om menneskeudnyttelse i sag, hvor børn arbejdede med asbest på en landejendom i Sønderborg Kommune.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse torsdag.
De sigtede er begge fra det nordvestlige Sjælland.
Der er dels tale om en 24-årig mand fra Kalundborg Kommune og en 25-årig mand fra Odsherred Kommune, oplyser politiet.
Der er tale om en sag fra september sidste år, hvor børn arbejdede med nedrivning af eternittagplader, som indeholder det sundhedsskadelige materiale asbest.
Politiet oplyser ikke, hvor mange børn der er tale om, lige som børnenes alder heller ikke omtales.
Efter et tilsynsbesøg på ejendommen udstedte Arbejdstilsynet 14 strakspåbud for at stoppe arbejdet på stedet.
Siden har politiet undersøgt sagen.
- Vi har efterforsket bredt, herunder om der er tale om en overtrædelse af straffelovens bestemmelser om menneskeudnyttelse. Det vil sige, om børnene er blevet rekrutteret til at arbejde under åbenlyst urimelige forhold, som det er formuleret i loven, siger vicepolitiinspektør Jan Rasmussen fra Syd- og Sønderjyllands Politi i pressemeddelelsen.