23948sdkhjf

Aldi-salgsdirektør tager spring fra dagligvarer til VVS

Ny salgsdirektør skal videreudvikle kundeoplevelsen hos Brødrene Dahl

Brødrene Dahl har ansat Morten Milling som ny salgsdirektør. 

Morten Milling, der de seneste år har været salgsdirektør i Aldi, samt haft ansvarsområder i IKEA og Lidl, skal nu stå i spidsen for virksomhedens landsdækkende butiksnetværk og interne salgsafdeling.

Det oplyser Brødrene Dahl i en pressemeddelelse.

-Det er på én gang meget nyt og samtidig meget velkendt at træde ind i Brødrene Dahls univers. Det har været et stort ønske for mig at få nye udfordringer, og det har jeg fået i Brødrene Dahl, hvor både varesortimenterne og kunderne er nye for mig. Butiksmiljøet er til gengæld min hjemmebane. Rutinerne er langt hen ad vejen de samme, og meget af den erfaring jeg har med mig fra dagligvarehandlen, kan overføres til Brødrene Dahl-butikkerne, siger den nye salgsdirektør.

Morten Milling kommer til at arbejde tæt sammen med salgsdirektør Søren Lisberg, der har ansvaret for nye kunder og opsøgende salg. Milling vil have ansvaret for at videreudvikle kundeoplevelsen og sikre, at både butikkerne og salgsprocesserne fungerer optimalt.

Brødrene Dahl specialiserer sig blandt andet i VVS, el, kloak og klimaløsninger og har 53 butikker spredt over hele landet. 

Desuden har Brødrene Dahl et klimacenter i Horsens og et i Næstved, hvor VVS-installatørerne uddanner sig i de nyeste klimateknologier.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094