Trælastkæder strømmer til Fredericia: - Interessant at høre, hvad der rører sig hos de andre
Der er masser af lyseblå skjorter at spotte i Fredericias Messe C i disse dage.
Men det er ikke kun produktnyheder, der har fået landets trælastsælgere til at strømme til årets byggerimesse.
Det fortæller en håndfuld besøgende fra landets største byggecenterkæder til Building Supply.
- Førhen handlede det mest om nyheder, men efterhånden har leverandørerne fået meget fokus på at præsentere produkterne for os først, så det meste har vi allerede set, fortæller Tina Nielsen, butikschef hos Bygma Sorø.
Ikke desto mindre har hun i selskab med en håndfuld kunder taget turen mod vest, for skønt det er småt med nyhederne, er der meget andet at hente, når branchen mødes.
- Når vi har kunder med herover, er det jo en mulighed for at påvirke dem og sige “er du interesseret i det her, så skal du måske kigge på det her også”, forklarer Tina Nielsen, der også selv har fået udvidet sin horisont på byggerimessen.
En chance for at lære
- I mange år har jeg gået rundt med tømrere herovre, men et enkelt år prøvede jeg at have et hold murere med, og det lærte jeg en masse af – ting, som gør mig bedre til mit arbejde, fordi jeg simpelthen bliver klogere, siger hun.
Samtidig er messen ifølge Tina Nielsen en oplagt mulighed for at netværke på tværs af de koncerner, der udgør trælastbranchens store spillere.
- Vi møder folk på kryds og tværs, for eksempel fra Stark, og det er altid interessant at høre, hvad der rører sig hos de andre, og hvad de er på udkig efter, siger hun.
Også for Marc Lassen, butikschef hos Stark i Horsens Syd, er netværket en vigtig faktor.
- Jeg kigger mest efter dem, jeg har noget med at gøre, og som det altid er rart at hilse på. Så møder man selvfølgelig også nogle nye konsulenter og får et visitkort her og der, siger butikschefen, der er taget til Fredericia i selskab med sin trainee Omar.
Det er dog også blevet tid til at se nærmere på nogle af de produkter, butikken allerede har i sortimentet, men som Marc Lassen har mindre med at gøre til daglig.
- Det er blandt andet trælastprodukter, som det er rigtig fint lige at få i hænderne og få en snak om, siger han.
Et sammenlagt sortiment
For Michael Damgaard, sælger hos Davidsen i Fredericia, er øjnene dog først og fremmest rettet mod de mange produkter, der i disse dage fylder de tre messehaller.
- Vi er ude for at se, om der er noget, vi ikke har set, fortæller han, og allerede onsdag formiddag er konklusionen positiv.
- Vi er faldet over et par ting, men det har så vist sig at være noget, indkøberne også allerede var faldet over, siger Michael Damgaard.
I år har han imidlertid også stillet skarpt på en række produkter, der kan vise sig at komme i spil hos den Kesko-ejede byggecenterkæde, der inden længe står til at vokse til omtrent dobbelt størrelse med overtagelsen af tre tidligere XL-Byg-selskaber.
- Der er nogle sortimentsgrupper hos de nye forretninger, som vi synes, er interessante, så det er rigtig godt at komme ud og se lidt nærmere på, lyder det.