23948sdkhjf

Første spadestik til 8.700 m² jagtcenter

Base Erhverv har netop taget hul på et byggeri, som i løbet af 2014 bliver et af Europas største jagtcentre med butik, lager, værksteder, kontorer wellness-faciliteter og skydebaner.
Et af de største jagtcentre i Europa opføres i Hedensted på en 44.000 m² stor grund ud til motorvej E45. Det første spadestik til jagtcentret på 8.700 m², med 120 meter facade langs motorvejen, blev taget torsdag den 5. december. Det nye, store jagtcenter ventes klar til indflytning i løbet af 2014.

Bygherren, Østjysk Våbenhandel, har i mange år ventet på tilladelse til at opføre en ny forretning i erhvervsområdet ved Kildeparken efter at have haft dispensation til at ligge nærmere Hedensted by. Undervejs har det både krævet ny lokalplan og et landsplansdirektiv, hvorfor der har været et tæt samarbejde mellem virksomheden, kommunen og staten.

Base Erhverv er totalentreprenør og har været aktivt med i projektet siden idéfasen. Horsens-virksomheden vandt projektet i en totalentreprisekonkurrence i samarbejde med Ginnerup Arkitekter og Oluf Jørgensen som henholdsvis arkitekt og rådgivende ingeniør.

Et pejlemærke ved E45
Det nye domicil kommer til at fremstå med et klart og let genkendeligt formsprog, der hurtigt kan aflæses fra motorvejen. Byggeriet udføres i sorte/mørke betonelementer med lange vandrette vinduesbånd og store glaspartier fra gulv til loft. Logo-grafik af en flyvende fasan bliver et dekorativt element på en markant solskærm foran indgangsfacaden, som vil få en ikonisk værdi for bygningen og dens indhold – og blive et pejlemærke for forretningens kunder og forbipasserende på E45.

I facaden på 120 meter mod motorvejen indbygges en lang vandret lys ramme omkring vindues-båndene på 1. sal – et karakterskabende element, der giver associationer om et geværløbs lange slanke form.

Jagtcentrets 8.700 etagemeter indrettes i stueplan bl.a. med ca. 2.500 m² butiksareal, ca. 1.500 m² lager samt administration og våbenværksteder. På 1. sal indrettes der kontorer, konference- og velfærdsfaciliteter – og allerede før det første spadestik er taget til byggeriet, er der indgået lejeaftaler med Jelling Jagtrejser, Erling Mørch konservator og Labrador Cargo, alle virksomheder med relation til jagt og ”outdoor” aktiviteter. Og flere relaterede firmaer ventes at følge efter – det nye jagthus får således yderligere 2.000 m², beregnet til udlejning. I kælderen etableres der tre underjordiske skydebaner, blandt andet til indskydning af rifler.

Østjysk Våbenhandel blev etableret i 1976, og forretningens udvalg omfatter 2.800 jagtvåben, ammunition, optik og outdoor-artikler. I årenes løb har forretningen udviklet sig til at være størst i Europa, målt på detailomsætning, ligesom den ligger som nr. 1 eller 2 i Europa, hvis også engros-salget medregnes. Og nu er første spadestik så taget til byggeriet af det nye jagtcenter, der med sine 8.700 m² etageareal bliver et af de største i Europa.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11