23948sdkhjf

Wicotec Kirkebjerg: Vi er færdige med fusionen

Konkursen hos E. Pihl & Søn kostede dyrt på bundlinjen for Wicotec Kirkebjerg, som ellers har haft et positivt første leveår.
Wicotec Kirkebjerg A/S kan se tilbage på et positivt første leveår, efter virksomheden blev skabt i sommeren 2012 som følge af en fusion mellem Aarsleff-virksomheden Wicotec A/S og Kirkebjerg A/S.

De to virksomheder forventede på forhånd at bidrage med henholdsvis 550 og 450 mio. kr. til omsætningen, og selv om de eksakte tal må vente, til regnskabet offentliggøres i starten af det nye år, kan adm. direktør Bjørn H. Krarup godt løfte sløret for, at den overordnede konklusion er positiv.

- Resultatet af vores primære drift er blevet bedre end forventet. Vi blev ramt af konkursen i Pihl, og det afspejler sig selvfølgelig på bundlinjen, for 28 mio. kr. er jo også en slags penge, siger direktøren med henvisning til konkursen hos E. Pihl & Søn i august.

Mere fokus gør det lettere at tjene penge
Til gengæld gør det voldsomme indhug på bundlinjen det kun nemmere for Bjørn H. Krarup at leve op til de ambitioner, som virksomheden har for det indeværende regnskabsår.

- Vores fokusområde er helt klart at drive en profitabel forretning, så vi skal have øget bundlinjen. Nu er en afskrivning på 28 mio. kr. ret atypisk, så set i det lys er det meget nemt for mig at sige, at næste års resultat skal være bedre, konstaterer direktøren lakonisk.

Det er dog ikke kun Pihl-konkursen, som gør, at Wicotec Kirkebjerg tillader sig at se positivt på fremtiden, for i takt med at ordrebogen fyldes, bliver virksomheden stadig bedre til at tjene penge på sine aktiviteter.

- Vi bliver stadig mere fokuserede på de entrepriser, vi går ind i, og jo mere fokus, vi har, desto bedre bliver vi også til at tjene penge på det, siger Bjørn H. Krarup.

Læs også: Teknikentreprenørerne fusionerer sig til muskelstyrke

Med 1.100 ansatte og en omsætning, der efter alt at dømme har rundet den ene milliard kroner, hører Wicotec Kirkebjerg blandt de største aktører i teknikentreprenørbranchen, og spørger man direktøren selv, er virksomheden da også allerede at regne for en etableret spiller.

- Vi betragter ikke længere virksomheden som en fusion. Forløbet er gået helt planmæssigt, og nu er vi gået i gang med den egentlige drift, fastslår Bjørn H. Krarup.

Ifølge Tekniqs administrerende direktør, Niels Jørgen Hansen, er det kravet om at have flere kompetencer samlet ét sted, der gør, at flere teknikentreprenører har konsolideret sig de seneste år.

- Det er primært de store og professionelle bygherrer, som indser, at de tekniske installationer er altafgørende i moderne byggeri. Derfor efterspørger de et samarbejde med nogen, som har kompetencerne til det. Og da installationerne bliver stadig mere komplekse, er den kompetence ikke længere til stede i samme omfang hos de mindre virksomheder, siger han uden dog at vil gå ind i, hvorvidt flere virksomheder bør fusionere sig eller købe op den nærmeste fremtid.

- Det kommer an på de strategiske beslutninger i de enkelte virksomheder, og det ønsker jeg ikke at gøre mig klog på.

Læs Building Supplys brancheanalyse af teknikentreprenørerne her.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.149