Aalborg Portland direktør valgt til Årets Aalborg Europæer 2005
Komiteen bag prisen Årets Aalborg Europæer har valgt adm. direktør Søren Vinther til Årets Aalborg Europæer 2005...
Søren Vinther er en af Nordjyllands mest markante erhvervsmænd. Siden 1994 har han været direktør for en af Danmarks største industrikoncerner med godt 800 ansatte og en årlig omsætning på kr. 1,7 mia. (2004).
Aalborg Portland har de seneste år leveret et stabilt årligt overskud på mellem kr. 200 og 250 mio. efter skat, og det er bemærkelsesværdigt i en tid med stigende globalisering og hård konkurrence fra lavtlønsregioner.
Om Søren Vinther
Søren Vinther er 61 år, gift og har tre børn. Han er uddannet maskinarbejder og siden ingeniør i maskinteknik. Ingeniøruddannelsen blev i 1974 suppleret med HD i organisation og virksomhedsledelse samt diverse andre lederuddannelser, blandt andet fra IMD i Schweiz.
Søren Vinther har været adm. direktør for Vølund Energi A/S fra 1982 til 1988, adm. direktør for ABB I.C. Møller A/S, Danmark fra 1989 til 1993 samt adm. direktør i Aalborg Portland fra 1994.
Søren Vinther er i dag desuden adm. direktør for datterselskabet Aalborg White A/S, bestyrelsesformand for Aalborg Cement Company Inc., Aalborg Portland U.S. Inc., Aalborg Portland Polska, Aalborg Portland Island HF., Aalborg White Asia i Malaysia samt for Aalborg Portland White China A/S. Søren Vinther - Årets Aalborg Europæer 2005
Prisen Årets Aalborg Europæer gives hvert år til "en person, der i en længere periode med succes har arbejdet for at gøre Aalborg/Nordjylland kendt i Europa". Denne fundats lever Søren Vinther til fulde op til, og det er med stor enighed, at priskomitéen har valgt Søren Vinther som modtager af dette års pris.
Prisen er på kr. 10.000,- og er stiftet af Realkredit Danmark og Spar Nord i forbindelse med indvielsen af Europahallen i Aalborg i 1990. Realkredit Danmark og Spar Nord sponsorerede en gangbro i glas og stål til at forbinde Aalborghallens og Europahallens første sale. Prisen overrækkes derfor traditionen tro på netop denne gangbro af formand for priskomiteen, Aalborgs borgmester Henning G. Jensen. Prisoverrækkelsen fandt sted i går, onsdag den 13. april kl. 11.00.
Pressemeddelelse Aalborg Portland