Stigende transportomkostninger får nu grossisten Ahlsell Danmark til at introducere en ny afhentningsløsning.
I samarbejde med Danske Fragtmænd kan bygge- og håndværksvirksomheder fremover gratis hente materialer på 19 distributionshubs landet over.
Tiltaget kommer som reaktion på højere brændstofpriser og øgede logistikomkostninger, der i stigende grad påvirker virksomhedernes økonomi.
AnnonceKonceptet, der har fået navnet ”Ahlsell-henter”, er inspireret af pakkeshops fra privatmarkedet.
- Vi har lånt en velkendt logik fra privatlivet og oversat den til vores branche. Danske Fragtmænd har et landsdækkende netværk med lokationer, der så at sige ligger ”lige på vejen”, så kunderne nemt kan hente varer og komme hurtigt videre. Det er nytænkning i en traditionel disciplin, siger Morten Laumann, logistikdirektør i Ahlsell Danmark, i en pressemeddelelse.
AnnonceMed de nye hubs får kunder adgang til i alt 34 afhentningssteder på landsplan. Ifølge Ahlsell kan virksomheder frit vælge afhentningssteder på tværs af geografi.
Konkret tilbyder Ahlsell afhentning hos Danske Fragtmænd i Aalborg, Aarhus, Frederikshavn, Herning, Hjørring, Randers, Skive, Skjern, Taulov, Thisted, Vejle, Viborg, Vojens samt Hillerød, Holbæk, Hvidovre, Næstved, Sakskøbing og Slagelse.
Annonce
