23948sdkhjf

Pensionsmilliarder bag ny bydel i København

Nordea Liv & Pension og PenSam går sammen om at udvikle 120.000 etagemeter med boliger og butikker i Københavns Sydhavn.
De to pensionsselskaber har indgået aftale om at investere cirka 2,7 mia. kr. i opførelsen af en ny bydel i Københavns Sydhavn. Det er sket ved, at PenSam er indtrådt som investor i projektet ”Frederiks Brygge” med en ejerandel på 25 pct.

Det er planen at opføre 1.350 lejligheder, typisk med tre værelser på 85 kvadratmeter og med egen altan.

- Der er et stort behov for gode boliger i det centrale København til familier med mellemindkomster. Det vil blive imødekommet med dette projekt, som også vil skabe et attraktivt afkast for vores pensionskunder, siger Anders Schelde, investeringsdirektør i Nordea Liv & Pension.

Allerede igangsat sidste år
Boligerne vil være omkranset af kanaler, være sydligt orienteret og med udsigt mod havnen. Der bliver også opført bygninger til supermarkeder på den 80.000 kvadratmeter store tidligere industrigrund, beliggende mellem Vasbygade og kanalen Frederiksholmsløbet.

- I alt opføres 120.000 kvadratmeter, og byggeriet forventes at skabe beskæftigelse svarende til cirka 4.000 mandeår i de kommende år. Det er positivt at kunne bidrage til udviklingen af København og skabe beskæftigelse, siger investeringsdirektør Benny Burchardt Andersen i PenSam.

Det er Nordea Ejendomme, der står for projektudviklingen, mens den overordnede bebyggelsesplan er udformet af DesignGroup Architects. Der blev sidste år opført 69 ungdomsboliger og en daginstitution som det første skridt i projektet. DesignGroup Architects var arkitekter på byggeriet, mens WR Entreprise hovedentreprenør.

Næste fase bliver igangsat i løbet af sommeren, når det første spadestik bliver taget til opførelsen af 194 boliger og lokaler til to supermarkeder, som ventes færdiggjort medio 2016. Juul Frost er arkitekter på dette byggeri, mens WR Entreprise er entreprenør.

Der vil senere blive kommunikeret om de næste faser i projektet, som vil blive påbegyndt og færdiggjort overlappende hinanden over de kommende år. Regeringen og Københavns Kommune har indgået aftale om at etablere en metrolinje gennem Sydhavnen. Sydhavnsmetroen forventes at stå færdig i 2023.

Læs mere om projektet på www.frederiksbrygge.dk
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096