23948sdkhjf

Bispebjerg Hospital samler byggeledelsen

For at højne effektiviteten og undgå problemer med arbejdsmiljø og trafik har Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg netop skrevet kontrakt med FM Bygningsdrift om en fælles byggepladsledelse.
- Det er vigtigt, at de forskellige byggeprojekter ikke generer hinanden eller hospitalets drift. Derfor har vi nu fået en fælles byggepladsledelse, der skal koordinere alt det, som ligger mellem de enkelte byggepladser, siger projektleder Mikkel Cordtz om baggrunden for, at Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg har indgået aftale med FM Bygningsdrift om en fælles byggepladsledelse.

Samlet skal der bygges 116.000 nye kvadratmeter og renoveres 89.000 kvadratmeter, mens det eksisterende hospital er i fuld drift.

Koordinerer mellem delprojekter
Fra slutningen af 2014 og ca. 10 år frem skal fem forskellige delprojekter udføres på Bispebjerg Hospitals område, mens det eksisterende hospital er i fuld drift.

Traditionelt set vil hvert delprojekt etablere sin egen skurby og koordinere egne leverancer. Men på Bispebjerg bliver opgaven løst med en fælles byggeplads og ens retningslinjer for alle delprojekterne.

- På Bispebjerg har hvert delprojekt sin egen produktionsplads, og som bygherre etablerer vi en fælles byggepladsledelse, som skal håndtere alle de vigtige ydelser, der ikke har noget med det egentligt byggeri at gøre, men som skaber de nødvendige forudsætninger for en effektiv byggeproces, forklarer projektleder Mikkel Cordtz fra Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.

Erfaren vinder
Blandt fem virksomheder, der bød på opgaven, vandt rådgivervirksomheden FM Bygningsdrift fra Herning. De har blandt andet erfaringer med lignende opgaver fra Det Nye Universitetshospital i Skejby, Helsingborg Sygehus, Bella Hotel og Den Blå Planet.

- Vi er stolte over at have vundet opgaven og glæder os meget til at blive en del af dette spændende projekt. Vi er sikre på, at vores mange års erfaring fra store byggepladser og specielt omkring sygehusbyggerier kan være med til at skabe værdi for hele projektet, siger den administrerende direktør for FM Bygningsdrift, Gitte Stensbjerg.

FM Bygningsdrift har stor erfaring med løsning af logistikopgaver. De har udviklet deres eget resursestyringssystem, som styrer flowet af byggematerialer og varetilførsel til byggepladsen, sådan at lokalområdet bliver generet mindst muligt af trafik.

Den fælles byggepladsledelse får desuden ansvar for den overordnede arbejdsmiljøkoordinering i forbindelse med arbejdet på delprojekterne.

Fakta:
• Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg bliver bygget på Bispebjerg Hospitals område fra 2014 til 2025. Byggeriet samler Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler samt Psykiatrisk Center København.

• Projektet består af fem delprojekter. En fælles byggepladsledelse, FM Bygningsdrift, skal sørge for at koordinere mellem projekterne.

• Den fælles byggeplads omfatter blandt andet en fælles skurby med kontorer til byggeledere og faciliteter til håndværkerne.

• Projektet er finansieret med 2,95 mia. kr. af regeringens Kvalitetsfond og med 1,03 mia. kr. af Region Hovedstaden.

• Region Hovedstaden investerer de kommende år 15 mia. kr. i syv nye hospitalsbyggerier, heraf kommer 8 mia. kr. fra Statens Kvalitetsfond. Byggerierne skaber tidssvarende og funktionelle rammer for den bedste behandling med patienten i centrum.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078