Jorton åbner kontor i Rødovre
Brospecialist Martin Nørgaard bliver områdechef for de sjællandske aktiviteter i Jortons broafdeling. Flere nyansættelser kan være på vej.

- Det øgede fokus på aktiviteterne på Sjælland skal også ses på baggrund af Jortons strategi om at være tættere på kunderne, siger afdelingschef Kurt Hansen.
Kontoret i hovedstadsområdet kommer til at ligge på Islevdalvej 214 i Rødovre og forventes at være operationelt fra 1. september. Kurt Hansen forventer, at opgraderingen i hovedstadsområdet vil blive fulgt op med flere ansættelser i takt med behovet.
Jorton vandt for nylig en brorenoverings- og vedligeholdelsesopgave til ca. 95 mio. kr. for Vejdirektoratet, der løber frem til udgangen sf 2017. Hertil kommer nyanlæg af to broer i forbindelse med Næstved Omfartsvej. Endvidere er Jorton indbudt til at give tilbud på en række nyanlæg og renoveringsopgaver på Sjælland.
Den nye områdechef Martin Nørgaard er 37 år og kommer fra en stilling hos Cowi i Lyngby. Med jobbet i Jorton vender han tilbage til sit gamle firma, hvor han først var ansat i seks år i broafdelingen i Kolding og to år i bygningsafdelingen i Aalborg. Derefter blev han ansat i Bladt Industries i Aalborg før han i 2010 kom til Cowi.