23948sdkhjf

Anlægsarbejde til 50 millioner starter op i Esbjerg

Den nye bydel Esbjerg Strand i den nordligste del af Esbjerg Havn begynder nu at tage form.
Semco Maritime er allerede godt i gang med deres domicilbyggeri, og nu følger Esbjerg Kommune efter. Arbejdet med grunden går i gang mandag den 9. marts 2015. MJ. Eriksen er entreprenør, mens Cowi er rådgivende ingeniør. Anlægsprojektet koster knap 50 millioner kroner.

Esbjerg Strand er den nye bydel, der bliver skabt i de kommende år. Det forberedende arbejde starter i dag mandag den 9. marts. Her vil Esbjerg Kommune begynde at forbelaste et område, hvor der skal anlægges nye veje og en rundkørsel.

At forbelaste betyder, at der smides en stor bunke jord det sted, hvor den nye rundkørsel skal etableres. Det er betydelige mængder, der skal køres på, for at forbelaste. Hele 7.000 kubikmeter jord skal rejse sig op og gøre overfladen klar til etablering af ny rundkørsel ved Hjertingvej og H.E. Bluhmesvej.

Når jorden har sat sig, bliver den overskydende jord fjernet, og anlægsprojektet kan for alvor begynde. Det betyder, at adgangen til Esbjerg Strand kommer til at ske fra H.E. Bluhmesvej, som bliver forlænget frem til Hjertingvej.

Trafikale udfordringer
Det store anlægsprojekt kan ikke undgå at forstyrre trafikken i området, men det er meningen, at trafikken skal kunne glide i området alligevel.

- Jeg ser frem til, at Esbjerg Strand-projektet nu kommer i gang. Vi kan desværre ikke undgå at forstyrre trafikken i denne periode. Men den gode nyhed er, at der ikke bliver spærret helt af på noget tidspunkt. Så trafikken kan glide, men man kan godt regne med længere transporttid, udtaler borgmester Johnny Søtrup.

Samtidig skal anlægsarbejdet med den nye vej Esbjerg Brygge i gang. Det betyder blandt andet, at der etableres en ny vej med sideveje og parkeringspladser.

Cyklisterne får tunnel
Når det store anlægsarbejde står på, kommer cyklisterne ud på en lille omvej. Cyklister bliver ledt via Gravlunden til Tarphagevej-krydset. Til gengæld, når rundkørselen er etableret, får cyklisterne en stitunnel under den nye rundkørsel. Det er med til at øge trafiksikkerheden og gøre det nemt at komme gennem rundkørslen som cyklist.

- Vi har også stort fokus på cyklisterne i dette projekt. Vi vil gerne øge trafiksikkerheden, og ved at etablere en stitunnel kan vi undgå at biler og cykler møder hinanden i en stor rundkørsel, forklarer Mads Astrup.

Det store anlægsarbejde starter som nævnt på mandag den 9. marts. Esbjerg Kommune forventer at hele projektet er færdigt ved årsskiftet.


Fakta om opgaverne

- Etablering af ny vej Esbjerg Brygge, sidevej og parkeringspladser.

- Etablering af H.E. Bluhmesvejs forlængelse.

- Forstærkning og forhøjelse af stenbeskyttelse langs Esbjerg Brygge, stenbeskyttelse af H.E. Bluhmesvej forlængelse og omlægning af dige langs Hjertingvej.

- Etablering af ny rundkørsel ved Hjertingvej/H.E. Bluhmesvej.

- Udvidelse af Hjertingvej fra 2 til 4 spor.

- Etablering af stitunnel under H.E. Bluhmesvej og vandløbstunnel under Hjertingvej.- Ombygning af krydset mellem Tarphagevej/Hjertingvej.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.078