23948sdkhjf

Overbevisende bud på nye rammer for Reden i Århus

- Et fremsynet og smukt forslag. Det er nogle af de ord, som dommerkomiteen bruger om vinderprojektet i en netop afsluttet arkitektkonkurrence om nye rammer for Reden i Århus - et rådgivnings- og værested for udsatte kvinder.
Det er KFUKs Sociale Arbejde og Realdania, der i fællesskab har udskrevet konkurrencen. Målet har været at få et bud på de nye fysiske rammer for Reden i Århus. Reden er et værested for kvinder, og mange af brugerne er prostituerede, som ellers lever en stor del af deres liv på gaden.

Huset, som Reden bor i, er forfaldent og skal under alle omstændigheder enten istandsættes, udbygges eller bygges helt om.

Vinderen er nu blevet udpeget af en enig dommerkomite: Æren tilfalder den københavnske tegnestue Elkiær + Ebbeskov arkitekter.

I sin begrundelse for valget af vinderprojektet udtaler dommerkomiteen blandt andet:
- Arkitektonisk er Elkiær + Ebbeskovs projekt et fremsynet og smukt forslag, som vidner om stor arkitektonisk fornemmelse og menneskelig indsigt hos forslagsstillerne. Huset er imødekommende og forfriskende både i hovedanslag, materialer og detaljer.

- Det er i overbevisende stil lykkedes forslagsstillerne at koble de indre funktioner med den ydre "skal". Derigennem skabes en bygning, hvor det indre og det ydre flettes sammen til en uløselig helhed, der vidner om stor indlevelse i det liv, der på godt og ondt leves i Reden. Dommerkomitéen finder projektet forfriskende uprætentiøst i udtryk og materialevalg, og bygningen udtrykker meget præcist den stemning og den ånd, der kendetegner Reden som værested.

- Udfordringen i dette projekt er at skabe en fysik ramme for de udsatte kvinder, der på én og samme tid giver tryghed og frihed for den enkelte, siger Marianne Kofoed, projektleder i Realdania og tilføjer,

- Vinderprojektet løser dette på fornem vis, samtidig med at arkitekturen medvirker til at give et positivt udgangspunkt for både Redens brugere, medarbejdere og naboer.

Nu vil KFUKs Sociale Arbejdes landsbestyrelse studere vinderforslaget nærmere og dernæst beslutte, hvordan man kommer videre.

Realdania har økonomisk muliggjort konkurrencen, som har været afholdt i samarbejde med JJW Arkitekter som bygherrerådgivere og Akademisk Arkitektforening som konkurrenceteknisk rådgiver.

Kilde: Realdania

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109