23948sdkhjf

HP Byg overtager konkursramt byggeri

Ungdomsboliger på eternitgrunden kan dog blive forsinket i tre-fem måneder.
Efter at have ligget stille i tre uger ser det nu ud til, at byggeriet af 181 nye ungdomsboliger på eternitgrunden i Aalborg kan genoptages.

Ifølge Plus Bolig, som står for byggeriet, er det i hvert fald lykkedes at finde en ny entreprenør, for det var lidt af en streg i regningen, da den oprindelige entreprenør, Bodilsen Totalbyg, gik konkurs.

- Sammen med advokat og rådgivere har vores medarbejder på opgaven landet en aftale med HP Byg A/S, der var næstlavest bydende på denne del af byggeriet. Aftalen betyder derfor, at HP Byg overtager råhus-entreprisen, og vi forventer, at arbejdet kan igangsættes indenfor kort tid, fortæller Plus Boligs direktør, Henrik Thomsen.

- Det handler jo også om at få sat gang i produktionen af betonelementer og iværksat leverance af badekabiner. For det er desværre nogle af de ting, der opstår ved siden af en sådan konkurs og standsning af byggeriet, forklarer han.

Plus Bolig vurderer dog, at byggeriet vil blive 3 - 5 måneder forsinket i den sidste ende. og det beklager Henrik Thomsen selvfølgelig.

- Til gengæld er det glædeligt, at det samlede projekt gennemføres med de kvalitetskrav, vi har opstillet og at det sker indenfor den rammeøkonomi, der er for at opføre de 181 ungdomsboliger, siger han.

De ny ungdomsboliger på Eternitgrunden bliver alle på omkring 50 kvadratmeter. Og byggeriet har tidligere fået en del ros, fordi boligerne bliver så billige (omkring 2800 kroner om måneden, red.), at de også vil være attraktive for unge, som ikke har så mange penge.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111