23948sdkhjf

Nordjysk entreprenør skrinlægger milliontab

Sidste års tocifrede millionunderskud er afløst af et pænt plus hos Arne Andersen, Vrå. Og i år skal overskuddet fordobles.
Både ordrebog og selvtillid bugner hos entreprenørvirksomheden Arne Andersen, Vrå, som netop har offentliggjort regnskabstallene for 2014.

Omsætningen faldt ganske vist med 17 procent til 325 mio. kr. Til gengæld blev det negative driftsresultat på 12 mio. kr. i 2013 vendt til et plus på 12 mio. kr. i 2014, mens ordrebogen indeholder opgaver for omkring 750 mio. kr.

- Underskuddet i 2013 skyldtes en enkeltstående sag, som bare skal glemmes hurtigst muligt. Nu tjener vi penge igen, og næste år forventer vi, at overskuddet er dobbelt så stort, siger direktør Arne Andersen til Building Supply.

Væk fra finanskrisen
Han glæder sig over, at Arne Andersen, Vrå i det seneste regnskab leverede en overskudsgrad på 3,6 procent. Det er det højeste niveau i flere år, og dermed lever den nordjyske entreprenør op til de generelle tendenser i branchen, hvor de mellemstore entreprenører bliver bedre til at tjene penge på driften.

Læs brancheanalysen: Entreprenørerne er kommet i gang med et brag

- Vi er selv blevet bedre, og så er vi kommet længere væk fra finanskrisen, hvor vi konkurrerede alt for hårdt. Nu er der kommet mere gang i tingene, så vi kan tjene en anelse mere, pointerer Arne Andersen.

Mangler ikke gode folk
Han ser især en øget aktivitet inden for boligrenoveringer, men også antallet af opførte ungdomsboliger er i stigning. Og så sent som onsdag i denne uge tog Arne Andersen, Vrå første spadestik på et 11 etager stort byggeri på havnefronten i Aalborg.

- Men industrien er også ved at komme tilbage, og der er ved at være gang i landbruget, siger direktør Arne Andersen, som især henter som omsætning i området fra Skagen i nord til lidt syd for Aalborg.

Læs også: 2014 blev et rekordår for entreprenørerne

Det betyder samtidig, at Arne Andersen ikke har mærket noget til den tendens, som flere kollegaer i branchen taler om. I Nordjylland skorter det nemlig ikke på kvalificeret arbejdskraft.

- Nej, det problem er vi ikke stødt på. Vi har ikke problemer med at skaffe gode folk, konstaterer Arne Andersen, som beskæftigede 104 ansatte med udgangen af 2014.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11