Generationsskifte: Sønnike har lagt beslag på 31 tons grøn grovæder
Næste generation er indtrådt i KRC Randers, hvor Keld Ringgaard Christensen stadig er ved roret efter 25 år.

Far og søn, Keld og Micki Ringgaard Christensen, konstaterer at færdigmaterialet fra den nye McCloskey J40 kæbeknuser er i orden. Og produktchef Morten Gren Pedersen (til venstre) glæder sig over et perfekt match mellem kunde og maskine. Foto: KRC Randers
- Vi har ganske vist fået en medarbejder med masser af knuser-erfaring tilbage i firmaet. Men det er Micki, der kører med McCloskey’en. Så vi andre holder fingrene væk, fortæller Keld Ringgaard Christensen.
Netop i år er det 25 år siden, han etablerede sig som selvstændig. Det var ikke på den nuværende adresse på Bøsbrovej i det sydlige Randers, og det var ikke med entreprenørarbejde.
- Jeg er udlært automekaniker og drev et autoværksted i Hadsten i seks-otte år. Lidt han ad vejen begyndte jeg at udleje mindre entreprenørmaskiner. Og så var kursen egentlig sat. En del af kunderne ville gerne have en maskinfører med i lejeaftalen. Så var det også praktisk med en kloakmestereksamen. Og pludselig var jeg blevet så afhængig af det udendørs entreprenørliv og den friske luft, at jeg ikke havde lyst til at arbejde inde på autoværkstedet mere, siger Randers-entreprenøren.
Mest nedbrydning
I mellemtiden var forholdene i Hadsten også begyndt at stramme over skuldrene på den foretagsomme eks-mekaniker, at han havde flyttet firmaet med hele maskinparken til en ny adresse i Randers-forstaden Vorup. I dag bevæger KRC Randers sig inden for hele spektret af klassiske entreprenøropgaver.
Virksomheden laver jordarbejde, støber fundamenter og laver kloakarbejde. Men de senere år har 60 procent af arbejdet været med nedbrydning, knusning og sortering.
- Jeg har knust mursten og tegl de seneste syv-otte år, og nu er der så rigtig gang i det. Derfor skulle der nyt grej til. Det blev så en McCloskey J40 - 31 tons kæbeknuser, som passer helt ideelt til vores set-up. Vi har en blokvogn og kan nemt flytte den rundt til lidt større opgaver, og den passer også fint som stationær maskine hjemme på knusepladsen, forklarer Keld Ringgaard Christensen.