Det er Icopals nuværende finansdirektør, Christian Schmidt-Jacobsen, som skal afløse Christian Frigast på posten som topchef i kapitalfonden Axcel. Det skriver erhvervsmediet finans.dk
Christian Schmidt-Jacobsen har selv en fortid i Axcel, hvor han var ansat i seks år frem til 2005. De seneste syv år har han været ansat som finansdirektør i Icopal, der var ejet af Axcel ind til 2007.
Udpegelsen af Christian Schmidt-Jacobsen sker efter et speget forløb, hvor Axcel – i samarbejde med headhunterfirmaet Russell Reynolds – havde Egmont-topchef Steffen Kragh som afløser for Christian Frigast. Steffen Kragh sprang dog fra lige før årsskiftet, hvilket satte processen tilbage til nul.
Det er ikke lykkedes for finans.dk at få en bekræftelse på udnævnelsen fra hverken Christian Schmidt-Jacobsen eller Axcel.