23948sdkhjf

schmidt hammer lassen med i opløb om milliardprojekt i Birmingham

Det kan meget vel blive danske arkitekter, som ender med at tegne et af de mest omdiskuterede byggeprojekter i Storbritannien de senere år.
schmidt hammer lassen er sammen med seks andre arkitektfirmaer udvalgt i en international arkitektkonkurrence om det kommende Birmingham Library.

Foruden schmidt hammer lassen, består listen af prominente navne som Foster + Partners, OMA, Hopkins, Mecanoo, Foreign Office Architects og Wilkinson Eyre.

- De syv internationalt anerkendte arkitektfirmaer er udvalgt blandt mere end 100 firmaer fra hele verden. Det er specielt deres evne til at designe højt profilerede ikonbyggerier og markante vartegn, som har resulteret i denne udvælgelse. Offentliggørelsen er en milepæl på vejen mod at skabe et bibliotek i verdensklasse i Birmingham, udtalte byrådsformand Mike Whitby i forbindelse med den aktuelle offentliggørelse, som fandt sted torsdag den 27 marts.

Det nye bibliotek i Birmingham har været længe undervejs. Allerede tilbage i 2004 arbejdede Richard Rogers + Partners på det første design. Projektet blev senere annulleret og siden har flere andre tegnestuer kommet med deres bud på et design for det store prestigebyggeri.

- Det er en enormt spændende opgave, der er tale om, så det er naturligvis fantastisk, at vi er med i opløbet lige til det sidste. Vi får uden tvivl hård konkurrence, for det er stjernearkitekter, vi er oppe imod, men vi er stolte over at være blevet valgt ud og heldigvis har vi en masse erfaring med denne type projekter. Desuden mener jeg, at vi skiller os ud i kraft af vores skandinaviske afsæt og vores klare holdning til, hvad god arkitektur er, siger partner i schmidt hammer lassen, Stephen D. Willacy.

Det eksisterende Birmingham Library er allerede i dag det bibliotek i Storbritannien med flest besøgende. Biblioteket, som er bygget i de tidlige 1970’ere, er dog både nedslidt og utidssvarende. Ambitionen er, at det nye bibliotek skal sætte nye standarder for biblioteker i det 21 århundrede. Projektet inkluderer moderne møde- og konferencefaciliteter, et nyt auditorium samt café- og restaurant. Samtidig er det planen, at det ny bibliotek skal fungere som del af en helhedsløsning, hvor en række af faciliteterne deles med byens store teater, Birmingham Repertory Theatre.

Arkitektkonkurrencen, hvor de syv arkitektfirmaer nu er gået videre, blev udskrevet i januar 2008 og ventes at finde sin endelige afgørelse til sommer.

Det nye Birmingham Library er budgetteret til godt 1,8 mia. kroner.

Kilde: schmidt hammer lassen

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094