Produktvalget var altafgørende i forsøgsprojekt
Bryd med din stamgrossist og saml selv din kvalitet, mener Skovhavens VVS, som har bidraget til fornyende RealDania-projekt.

Et af forsøgshusene i RealDanias forsøgsprojekt MiniCo2 i Nyborg, som dels skal mindske kulilteudslip og som dels finder løsninger for fremtidens familiehuse. PR-foto: RealDania
Skovhavens VVS har blandt andet installeret kalkspalter, som dæmmer op for kalkens størkning og aflejring. Dermed skal der bruges mindre skrappe rengøringsmidler. Også vaske og kummer har rengøringsvenlige overflader, og der er valgt vandarmaturer med god forkromning.
Forsøgshuset er ikke engang dyrere end et almindeligt typehus. Opgaven var at leve op til formålet uden at sprænge et almindeligt budget.
Og langt ad vejen er det heller ikke spor dyrere at vælge de produkter, som holder længst og kræver mindst vedligeholdelse. Det handler om at vælge de rigtige produkter, hvor de findes.
Det gør de sjældent hos én grossist. Michael Sarma mener, det er vigtigt, at man frigør sig fra det familieagtige stamforhold til en enkelt grossist, som han oplever, er udbredt i branchen.
- Grossisten styrer installatørernes materialevalg for meget og bestemmer kvaliteten af deres arbejde. For grossisten er det et spørgsmål om, hvem de har forhandlet en god årsaftale med og hvad, der giver den højeste avance, og så er de ligeglade med kvaliteten. Det har jeg valgt fra, og jeg sammensætter selv mit produktudvalg, siger han.
En undtagelse er dog en nanobehandlet glasdør til brusekabinen. Det er stadig en dyr teknologi. Men med et samletbud hos en leverandør kan man slippe afsted med en god totalpris, mener Michael Sarma.
Derudover fik forsøgshuset 10 års garanti på rør og samlinger, fordi det kom fra samme leverandør.
- 10 års garanti er langt mere, end man er forpligtet til at yde, så det giver kunden en sikkerhed. En leverandør, der giver 10 års garanti, tror så meget på sit produkt, at det kan betale sig for ham at gøre det.