23948sdkhjf

Sådan gik BV Trappen konkurs. Og kom videre

Det startede med en overraskende stor vækstmulighed, der gik galt. Nu er trappefabrikken i Thy på fode igen og videre.
Da Trappefabrikken i Ølgod tidligt i 2015 gik konkurs, landede nyheden som en appelsin i turbanen hos danske trappekonkurrenter.

Læs også: Trappefabrikken rejser sig efter krak

Også BV Trappen i Koldby i Thy fik ordretilvækst. Men i stedet for at gribe den flyvende sæk med guld, slog guldsækken thyboerne omkuld. Og tog BV Trappen med i døden i de sidste dage af december.

I starten af november blev den forrige direktør, Bjarne Vangsgaard Jensen, taget fra bestillingen og erstattet af Peter Vang Larsen, som kort efter nytår blev adm. direktør i den rekonstruerede udgave af BV Trappen.

Dårlig ledelse
Det nye firma opstod cirka to uger efter, at det gamle begærede sig selv konkurs.

Den nye ledelse ville i januar i år ikke forklare forløbet op til konkursen, men det gør direktøren og bestyrelsesformanden nu over for Building Supply.

- Det var helt enkelt dårlig ledelse. Det er jeg nødt til at sige uden at pege fingre ad nogen, siger Peter Vang Larsen om forløbet op til konkursen.

Kunne ikke følge med
På mindre end et år forspiste BV Trappen sig på den pludselige tilvækst af ordrer. Beholdningen blev større, end organisationen kunne håndtere.

Det blev blandt andet antydet af firmaet selv, som i maj sidste år indrykkede en medlemsnyhed i medlemsområdet på Building Supply. Ifølge den daværende direktør havde situationen nærmest tvunget fabrikken "i knæ", som der stod, og kunderne skulle bære over med forsinkelser.

- I og med at tingene kører for hurtigt, så kommer der ting ud, der ikke er ordentligt kvalitetskontrolleret. Så vi kunne ikke følge med. Al styring og opfølgning haltede, fortæller Peter Vang Larsen.

Det førte blandt andet til, at der blev brugt mange ressourcer, som ikke blev tjent ind, fordi projekter ikke blev færdige og regninger ikke kunne sendes.

- Og når man laver dyre fejl, så stiger materialeforbruget også, og det samme gør kostpriserne.

To nye aktionærer
En oprydning blev sat i gang, og Peter Vang Larsen kom til ude fra for at hjælpe til. Men ifølge ham selv var det for sent at redde firmaet fra konkursdøden, og det efterlod især en række kreditorer med gæld.

Det fik en af mindretalsaktionærerne, Michael Bjørnskov, til at træde til med den kapital, der kunne redde over 40 arbejdspladser. I 2014 kom han ind som en af to nye tredjedelsaktionær for at skyde kapital ind i den fabrik, som Bjarne Vangsgaard Jensen startede i 1988. I januar blev han nærmest eneejer af det nye BV Trappen.

- Oprindelig var det ikke noget, jeg ville. Jeg er 62 år og på retræte, og jeg var stoppet med at arbejde inden for store træindustrier. Men så skulle jeg forholde mig til disse 40 medarbejdere. Det er ikke så let at få nyt arbejde ude i udkantsdanmark, siger Michael Bjørnskov til Building Supply.

Har fået snor i alle projekter
Derfor har han accepteret at fungere som bestyrelsesformand på lidt mindre end deltid, og siden har han indsat en svigersøn i bestyrelsen.

- Og nu har jeg en god direktør. Måske min svigersøn eller børn vil køre det videre på et tidspunkt.

Direktøren Peter Vang Larsen har han kendt i 30 år igennem samarbejde i træ- og byggebranchen med udgangspunkt i Juelsminde i Østjylland, hvor de begge bor.

Den nuværende ledelse - den daglige og den øverste - ser lyst på fremtiden.

- I dag går vi kun ind i projekter, som er forkalkuleret, så vi ved, at der er penge i dem, og vi sørger for løbende at følge op. Vi har snor i alle projekter, og vi kan se hver dag, at det er lønsomt, siger Peter Vang Larsen.

Hørte intet før kurator bankede på
Bjarne Vangsgaard Jensen er nu helt ude af den fabrik, som bærer hans to første initialer på facadeskiltet. I november sidste år – kort før konkursen – blev han fyret af den øvrige del af ejerkredsen, mens han var sygemeldt.

Han erkender, at det har været hårdt at blive smidt ud fra den fabrik, han selv startede, men han siger, at han er afklaret med det.

Han er dog ikke tilfreds med, at han som tredjedelsejer ikke fik nogen orientering om udviklingen efter sin fyring. Hverken ham selv eller hans hustru, der formelt var ejer af aktieandelen.

- Jeg hører ingenting, før en kurator står en aften klokken halv otte og banker på døren, fortæller Bjarne Vangsgaard Jensen.

Erkender sit ansvar
Samme dag sidst i december havde Michael Bjørnskov været i Skifteretten.

- Jeg er selvfølgelig klar over, at likviditeten er stram. Men at det skulle ende i en konkurs, havde jeg ikke set, siger han.

Og erkender sit medansvar.

- Vi var to direktører, som ikke formåede at lede det sammen på fornuftig vis. Derfor gik det, som det gik. Det var aldrig min mening, at det her skulle koste nogen penge, siger han om kreditorernes tab.

I dag arbejder Bjarne Vangsgaard Jensen som konsulent inden for CNC-teknologi for forskellige virksomheder.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093