23948sdkhjf

Kampen mod byggesjusk er uden effekt

Fejl i over 20 % af 10.000 undersøgte bygningsdele viser, at tre års kamp mod byggesjusk har slået fejl, og det koster milliarder af kroner.
Fredag offentliggør Erhvervs- og Byggestyrelsen en ny evaluering, som ifølge Ingeniøren viser, at Byggeskadefonden har registreret fejl i 21,7 % af omkring 10.000 undersøgte bygningsdele.

Opgørelsen er udformet på baggrund af 1-års eftersyn, der er gennemført på nybyggeri opført i 2006, og resultatet vækker ærgrelse hos Erhvervs- og Byggestyrelsen:

- Det er vi ikke tilfredse med. Omfanget af fejl og mangler faldt ifølge vores analyse fra 2001 til 2005, men siden er der ikke sket noget. Det gør det meget, meget svært at nå det ambitiøse mål om en halvering, som vi har sat sammen med branchen, siger kontorchef Lasse Sundahl til Ingeniøren.

Regning på 50 milliarder
I 2005 lovede daværende økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen, at antallet af byggefejl ville blive halveret på tre år.

Det er altså ikke sket, og ifølge Ingeniørens beregninger har det i perioden kostet samfundet omkring 50 milliarder kroner til reparationer, tabt arbejdsfortjeneste og dårlig livskvalitet for beboerne.

Selv om evalueringen ikke viser den ventede fremgang, som branchen og politikerne havde lovet, har Erhvervs- og Byggestyrelsen ikke umiddelbart planer om at foretage stramninger:

- Netop fordi udviklingen går langsommere end forventet, satte vi i forbindelse med den byggepolitiske handlingsplan fra 2007 gang i flere ting. Vi har særligt store forventninger til den private byggeskadeforsikring, der trådte i kraft i 2008. Vi mener derfor at det er for tidligt at stramme yderligere. Men målet er, at vi vil se et fald i det samlede omfang af fejl hvert år. Og så må vi gøre det, der skal til, slutter Lasse Sundahl.

Kilde: Ingeniøren

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14