Flere medier har på det seneste berettet om, at SBi arbejder på en eventuel stramning af byggekravene efter skypumpen i det østlige Aalborg i sidste uge.
Det afvises imidlertid af seniorforsker Ernst Jan de Place Hansen; dels fordi det ikke er SBi, der fastsætter kravene til bygningers stabilitet, og dels fordi der ikke er grund til at antage, at skypumpen i Aalborg var kraftigere end tidligere skypumper i Danmark:
- Kravene til bygningers stabilitet overfor vindlast fremgår af den såkaldte Eurocode om last på bærende konstruktioner, og alle undersøgelser har hidtil vist, at bygninger, som overholder disse krav, bliver stående - også når det blæser rigtig meget, siger Ernst Jan de Place Hansen.
Han understreger, at SBi ikke har gennemført en konkret undersøgelse af skaderne i Aalborg. Når nogle medier alligevel har antydet dette, skyldes det formentlig, at instituttet pt. er i færd med at udarbejde en erstatning for den nuværende SBi-anvisning om småhuse:
- Det er klart, at når vi reviderer løsningsforslagene i vores småhus-anvisning, så vil vi inddrage de seneste 10 års erfaringer med vejrmæssige belastninger; heriblandt skypumpen i Aalborg. Men SBi-anvisningerne må ikke dermed forveksles med de formelle byggekrav, slutter seniroforskeren.
