23948sdkhjf

BIG udvider ejerkredsen og åbner nyt kontor

BIG har udvidet ejerkredsen med fem nye partnere og to associerede partnere. I løbet af 2010 slår tegnestuen endvidere dørene op for et nyt kontor i Hongkong.
Fra og med 1. december indtrådte Andreas Klok Pedersen, Finn Nørkjær, Thomas Christoffersen, Jakob Lange og David Zahle i partnergruppen hos det københavnske arkitektfirma, BIG.

Fælles for de nye partnere er, at de alle har fungeret som projektledere på nogle af BIG’s prisvindende projekter:

- Vi er et hold af over 20 nationaliteter og føler os alle privilegerede over, at samarbejde med så talentfulde og passionerede mennesker på tværs af alder, nationalitet og religion. Det nye partnerskab er en naturlig udvikling af et godt og stærkt samarbejde gennem mange år, forklarer Bjarke Ingels, stifter af BIG.

Samtidig er administrerende direktør, Sheela Maini Søgaard, og direktøren for international forretningsudvikling og kommunikation Kai-Uwe Bergmann, begge udnævnt til associerede partnere i selskabet.

Som administrerende direktør varetager Sheela Maini Søgaard den daglige drift af BIG med ansvar for den overordnede sagsstyring og tegnestuens økonomi. Siden august 2008 har hun fokuseret på optimering cashflowet, formalisering af kontraktpolitikken og udvikling af organisationsstrukturen.

Kai-Uwe Bergmann har som leder af BIG’s internationale forretningsudvikling været en nøgleperson i tegnestuens geografiske ekspansion med aktiviteter i mere end 15 lande. Han fungerede desuden som Project Manager på det storstilede Zira Island, er akkrediteret i USA, England og Danmark samt LEED AP certificeret.

Nyt kontor i Hongkong
BIG har siden stiftelsen af Bjarke Ingels i 2005 oplevet øget global interesse og har udviklet flere større projekter i Europa, Mellemøsten, Nord- og Sydamerika samt Central- og Østasien.

Netop i Asien ser BIG gode muligheder for fremtidig vækst, og derfor planlægger tegnestuen at etablere nyt kontor i Hongkong i løbet af 2010.

De fem nye partnere
Andreas Klok Pedersen har arbejdet som projektleder på en række af BIG’s projekter i større skala; senest det prisvindende 200 meter høje Shenzhen Energy Mansion i Kina og masterplanen Zira Island i Azerbaijan. Han underviser desuden på Kunstakademiets Arkitektskole i København.

Finn Nørkjær har været ansvarlig for udviklingen og realiseringen af VM-Husene i Ørestaden og nabobygningen Bjerget. Hans seneste projekter tæller det igangværende 8-Tallet på 62.000 m² samt den Danske Pavillon til Expo Verdensudstillingen i Shanghai.

Thomas Christoffersen har været projektleder og designarkitekt på en del af tegnestuens realiserede projekter; herunder VM-Husene og 8-Tallet. Senest har han stået i spidsen for det prisvindende forslag til Kazakhstans nye nationalbibliotek, Astana National Library på 30.000 m². Thomas underviser på Kunstakademiets Arkitektskole i København.

Jakob Lange har været projektleder på Bjerget og tegnet vinderforslaget til Tallinns nye rådhus, som skal stå færdigt i løbet af 2012.

David Zahle er projektleder på det 6.000 m² Søfartsmuseum i Helsingør, som skal stå færdigt i 2012. Han har desuden spillet en central rolle i udviklingen World Village of Women Sports i Malmö samt Stavanger Koncertsal. Hans ansvarsområde dækker også rekruttering af nye medarbejdere.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11