23948sdkhjf

Dansk firma nomineret til konstruktions-ingeniørernes 'Oscar'

Komplicerede konstruktioner i Kræftens Bekæmpelses nye rådgivningscenter sikrer nu Søren Jensen Rådgivende Ingeniører to nomineringer til Structural Awards.
Structural Awards hedder prisen officielt, men mange kalder den konstruktions-ingeniørernes 'Oscar'.

Prisen, der regnes for den fineste internationale hæder i faget, er blevet uddelt årligt siden 1968. Denne gang er et dansk firma nomineret i to kategorier.

Nomineres for komplicerede konstruktioner
Nomineringerne er tildelt det århusianske firma Søren Jensen Rådgivende Ingeniører, som dermed belønnes for arbejdet med de komplicerede konstruktioner i Kræftens Bekæmpelses nye rådgivningscenter.

Centret har til huse i den ombyggede portnerbolig ved det tidligere Århus Kommunehospital.

Den arkitektoniske grundidé til renoveringen er udtænkt af det internationale arkitektfirma, Gehry Partners, mens Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma har stået for beregningen af de bærende konstruktioner.

Alle indvendige vægge er blevet fjernet og erstattet af bærende søjler, der optræder i en skulpturel struktur, som nærmest kan sammenlignes med pindene i et Mikado-spil:

- Vi har ønsket at forfølge Gehry Partners’ æstetiske idéer og har derfor stillet krav til vores eget arbejde med de bærende konstruktioner, fortæller Frank Jensen fra det rådgivende ingeniørfirma Søren Jensen, hvor han er tredje generation af stifterens familie.

3D & eget computerprogram
Som i ethvert projekt, hvor arkitektoniske og konstruktive hensyn skal afpasses hinanden, har der været mange udvekslinger af idéer og forslag mellem arkitekt og ingeniør.

Når arkitekten bor i Los Angeles, og ingeniørfirmaet har til huse i Århus, foregår den slags naturligvis elektronisk, og hele bygningen er blevet optegnet i 3D.

På den måde har det været muligt at kontrollere den særdeles komplicerede geometri, og man været sikker på plads til fx ventilationskanaler og varmeforsyning.

Det har også været nødvendigt for ingeniørerne at skrive deres eget computerprogram for at kunne holde styr på konstruktionerne og ikke mindst den Mikado-agtige konstruktions stabilitet.

Spændingen udløses den 5. november
Arbejdet fra Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma er nomineret i to kategorier ved årets Structural Awards.

Den ene er i kategorien ”Heritage Award”, der belønner arbejde inden for bevaringsværdige bygninger, mens den anden er i kategorien ”Education or Healthcare”, der belønner arbejde inden for bygninger i uddannelses- og sundhedssektoren.

Prisuddelingen foregår den 5. november i London.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112