23948sdkhjf

Nyt supersygehus til 900 mio. kroner præsenteret

Region Syddanmark satte tirsdag navn på det konsortium, der over de kommende seks år skal gøre sygehuset i Kolding til Trekantsområdets store akutsygehus.
En ny stor hovedindgang, en ny stor fælles akutmodtagelse samt en ny 5-etagers sengebygning, som bygges ovenpå den eksisterende bygning.

Det er tre hovedelementer i det projekt, der tirsdag blev kåret som vinder af projektkonkurrencen for udbygningen af sygehuset i Kolding.

Bag forslaget står et konsortium bestående af Niras, arkitektfirmaet Schmidt Hammer Lassen, Creo Arkitekter, GBL Arkitekt og Landskab samt Balslev Rådgivende Ingeniører.

Helhed frem for knopskydning
Dommerkomitéen har haft valget mellem seks spændende og meget forskellige bud på, hvordan Kolding Sygehus kan forvandles til et stærkt, moderne og patientvenligt akutsygehus.

i juryen var der dog klar enighed om vinderprojektet, og sygehusdirektør i Sygehus Lillebælt Niels Nørgaard Pedersen er overbevist om, at det er det rigtige valg:

- Når man bygger til, kan det nemt blive knopskydnings-byggeri. Vinderprojektet er udformet sådan, at det eksisterende og det nye kommer til at smelte sammen til en helhed. Kolding Sygehus får en helt ny profil, der signalerer moderne hospital, siger han.

Fordel at være ny i sygehusverdenen
For arkitektfirmaet Schmidt Hammer Lassen har ambitionen været at skabe et samlet sygehusanlæg med en helt ny identitet.

Virksomheden har ikke de store erfaringer med sygehusbyggeri, men det behøver ikke være en ulempe - snarere tværtimod, mener partner Kim Holst Jensen:

- Det er en styrke, at vi er en ny aktør i sygehusverdenen. Vi har bevæget os ud på nyt terræn med ydmyghed og en stor portion nysgerrighed. I et vindende samarbejde med det resterende team har vi med dette projekt vist, at vores arkitektoniske ambition og helhedsforståelse har en plads også i sygehussammenhænge, siger han.



Fakta
Udbygningen af sygehuset i Kolding er opdelt i fire faser, hvoraf den aktuelle projektkonkurrence omfatter fase 2 og fase 3:

• Fase 2 dækker den ny fælles akutmodtagelse samt udbygning af operationsgang og røntgenafdeling.

• Fase 3 dækker etableringen af en ny sengebygning med plads til 216 senge, primært i énsengsstuer med eget bad og toilet, en ny auditoriebygning samt vurderinger af bestemte forhold omkring sygehusets hovedindgang.

Byggeriet af fase 2 og fase 3 forventes påbegyndt primo 2012. Det omfatter ca. 32.000 m2 og beløber sig til 573 mio. kroner.

Den resterende del af byggeriet, fase 1 og fase 4, er ikke en del af projektkonkurrencen:

• Fase 1 er etableringen af sygehusets Mor-Barn Center, som blev påbegyndt i juni 2010, mens fase 4 dækker planlægning og indretning af nye ambulatorier i eksisterende rammer.

Den samlede udbygning af Kolding Sygehus beløber sig til 900 mio. kroner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141