23948sdkhjf

Scandi Byg klar til stort boligprojekt

Mandag tages første spadestik til 125 boliger nye lavenergiboliger i Hvidovre. Byggeriet er det første af i alt syv projekter som led i en aftale mellem Scandi Byg og KAB.
Maskinerne er kørt i stilling og Boligselskabet Frihedens område på Dybenkærsvej i Hvidovre ryddet.

For mandag den 1. november kl. 13.00 påbegyndes en af de senere års større almene boligopgaver, når Hvidovre bliver den første af foreløbig syv danske byer, der lægger jord til et projekt med industrielt fremstillet boligbyggeri i moduler.

Bag de syv boligbyggerier står Scandi Byg A/S, der producerer de mange lavenergi-familieboliger i sine produktionshaller i Løgstør for siden at montere dem på fundamenterne; først i Hvidovre og siden – over de næste par år – i Herlev, Hillerød, Kolding, Køge, København og Århus.

650 rækkehuse efter forsøgskoncept
Bygherren er KAB, der sidste sommer sendte projekterne i EU-udbud. Valget faldt siden på et forslag fra Scandi Byg, ONV Arkitekter, Bascon samt Ellehauge & Kildemoes, der blev vurderet som det bedste blandt fem danske og internationale projekter.

Parterne indgik herefter en rammeaftale på opførelsen af op til 650 boliger efter det såkaldte Almenbolig+-forsøgskoncept. Konceptet udmærker sig bl.a. ved at være mindst 10 % billigere end tilsvarende, traditionelt opført, alment boligbyggeri.

Boligerne i Hvidovre bliver på henholdsvis 125, 104 og 85 m² og vil ifølge KAB kunne udlejes til en pris, der ligger cirka 30 % lavere end tilsvarende byggeri.

Det skyldes dels de lavere byggeomkostninger og dels, at beboerne har forpligtet sig til selv at stå for en del af viceværtsopgaverne; bl.a. græsslåning, snerydning og tagrenderensning:

- Scandi Byg og ONV Arkitekter har skabt en løsning på boligområdet og boligerne, der efter vores opfattelse er i særklasse. Vi bygger for almindelige mennesker, med almindelige indkomster, der ønsker og evner at tage hånd om deres bolig og deres boligområde, siger formand Christian Thode fra Boligforeningen Friheden.

50 nyansættelser
Hos Scandi Byg er man glade for at komme i gang med at effektuere ordren ovenpå en lang planlægningsperiode.

De syv projekter hos KAB har skabt øget aktivitet på fabrikken i Løgstør, og adm. direktør Jesper Hoffmann oplyser, at det på den baggrund har været muligt at hente 50 ekstra byggefolk ind.

Samtidig har ordren vakt opmærksomhed hos flere andre kommuner, og det kan bane vej for lignende projekter inden for den nærmeste fremtid:

- Vi håber og tror på, at endnu flere interesserede vil melde sig, i takt med at boligerne opføres, siger Jesper Hoffmann og fortsætter:

- Det at løse mest muligt af byggeopgaven under tag og uden påvirkning fra vejr, vind og vintervejr er simpelthen det helt rigtige på vores breddegrader, og fordelene er ikke blevet mindre af de stigende krav omkring isolering og tæthed. Og vores hidtidige opgaveløsninger viser også, at det færdige resultat er både funktionelt og arkitektonisk konkurrencedygtigt, slutter Scandi Byg-direktøren.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111