23948sdkhjf

Urban erhvervsbydel på tegnebrættet i Aarhus

Gammelt industrikvarter skal udvikles til et moderne erhvervsområde med masser af byliv. Ny udviklingsplan på vej i høring.

Et moderne erhvervsøkosystem med masser af arbejdspladser, spændende byliv og plads til socialt udsatte.

Det er visionen hos Aarhus Kommune, som er klar med en udviklingsplan for fremtidens Sydhavnskvarter.

- Sydhavnskvarteret har et meget spændende kulturmiljø og en helt særlig karakter, som vi gerne vil bevare og bygge videre på. Vi skal skabe et lidt råt område med en variation af store virksomheder og små iværksættere, rum for socialt udsatte og med byrum, der kan tiltrække besøgende og sikre et aktivt byliv hele året rundt, siger Kristian Würtz, der er rådmand for Teknik og Miljø, i en pressemeddelelse. 

En levende bydel
Udviklingsplanen er en viderebearbejdning af Helhedsplan for De Bynære Havnearealer fra 2003 og skal bane vejen for et nyt erhvervskvarter med op mod 6.500 arbejdspladser. 

Men Sydhavnskvarteret skal også være en levende bydel med et aktivt byliv, og derfor udpeger forslaget til udviklingsplanen også otte delstrategier om blandt andet socialt udsatte, kunst og kulturproduktion samt bevægelse, der skal kendetegne udviklingen af området. Der skal også nedsættes en bydelsforening, som har som hovedformål at skabe aktiviteter og byliv i overensstemmelse med de politiske visioner og ønsker. 

I udviklingsplanen bliver der udpeget en række åbningstræk, der skal sætte udviklingen af området i gang. Det gælder blandt andet genbrugscenteret Reuse samt ikke mindst omdannelsen af Sydhavnens gamle kulkranspor, som skal omdannes til en aarhusiansk udgave af New York High Line for at skabe forbindelse mellem Sydhavnskvarteret og Frederiks Plads. Der er udskrevet en arkitektkonkurrence om omdannelsen af kulkransporet, og vinderen findes til februar blandt to tilbageværende hold med henholdsvis danske Transform og australske Terroir i spidsen.   

Udviklingsplanen for Sydhavnskvarteret bliver efter planen behandlet på byrådsmødet d. 13. december, hvorefter den skal i offentlig høring.  Aarhus Kommune vil i løbet af december fremlægge planen på et åbent borgermøde.

Sammen med udviklingsplanen bliver der fremlagt et tilhørende værdi- og kvalitetskatalog, der beskriver de kvaliteter, der skal kendetegne Sydhavnskvarteret og de forskellige virksomheder, foreninger og andre aktører, der ønsker at etablere sig i området.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094