23948sdkhjf

På fredag er det knald eller fald for plaget letbane

Fredag bliver skæbnedag for den hårdt prøvede Aarhus Letbane, der endnu afventer tilladelse til at medbringe passagerer.

Den dag mødes letbanes ledelse med Trafikstyrelsen for at få de sidste detaljer på plads.

Trafikstyrelsen har tidligere meldt ud, at man forventer at være klar med en godkendelse af letbanen til at køre fra næste uge, uge 50.

På mødet fredag vil det stå klart, om den melding kommer til at holde stik, eller om ibrugtagningen af letbanen igen skal udskydes.

En af brikkerne, der skulle falde på plads, var godkendelse af operatøren Keolis' ledelsessystem. Den er netop kommet i hus.

Det glæder HR- og kommunikationschef hos Keolis, Kasper Carstensen.

- Det er den første letbane i Danmark, så vi må erkende, at der fra alle parters side har været en læringsproces.

- Men det har kun gjort os til en stærkere og klogere organisation, siger han.

- Vi er stolte over, at vi nu er den første letbaneoperatør i Danmark med operatørlicens og sikkerhedscertifikat, siger Kasper Carstensen.

Det var netop manglende godkendelse af Keolis' ledelsessystem samt letbanens regler for teknisk vedligehold, der med dags varsel fik Trafikstyrelsen til at aflyse den store åbningsfest 23. september.

Og mens godkendelsen af Keolis nu er faldet på plads, er der således et enkelte udeståender omkring de tekniske regler tilbage.

Letbanens bisidder har udarbejdet en revideret sikkerhedsvurderingsrapport for de tekniske regler.

I den er der otte anmærkninger, som skal drøftes med Trafikstyrelsen.

På den baggrund skal styrelsen tage stilling til, om der kan gives grønt lys til at køre med passagerer på strækningen fra Aarhus H til Aarhus Universitetshospital.

Det er fortsat uvist, hvornår den næste etape af banen - fra Aarhus til Odder - kan tages i brug.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.099