23948sdkhjf

Ny helhedsplan: 1.000 aarhusianere skal bo ved journalisthøjskolen

Når journalisthøjskolen rykker ud af sine nuværende bygninger, igangsættes udviklingen af et nyt bykvarter. Helhedsplanen er netop offentliggjort.

I sommeren 2019 flytter Danmarks Medie- og Journalisthøjskole ind i et nyt, moderne skolebyggeri på adressen Helsingforsgade 6A i Aarhus.

Det bliver startskuddet til udviklingen af et nyt bykvarter i området omkring den gamle journalisthøjskole på Christiansbjerg.

Arkitekfirmaet Sleth har i samarbejdet med Aarhus Kommune, Domis, FO Aarhus og Østjysk Bolig udarbejdet helhedsplanen og har både haft det historiske og områdets kvaliteter for øje. 

- Journalisthøjskolen har nogle stærke muligheder, som vi har søgt at dyrke og udvikle i planen. Stedets historie og arkitektoniske arv har været et vigtigt udgangspunkt for at tegne det nye journalisthøjskolekvarter. Samtidig er Journalisthøjskolens placering mellem supercykelsti og letbane og lige ud til Vestereng en stor kvalitet og et stærkt afsæt for at udvikle området til en integreret del af nordbyen. Den nye bydel får på den ene side en masse foræret, men kommer samtidig til give fantastisk meget tilbage til Christiansbjerg og Skejbys fremtidige udvikling, siger partner Søren Leth i en pressemeddelelse.

En rig og integreret bydel
Den gamle skole skal i fremtiden fungere som et fælleshus med offentlige faciliteter for de cirka 1.000 beboere i kvarteret. FO Aarhus overtager de eksisterende skolebygninger med planer om at etablere café, museum og faciliteter til fællesspisning.

Rundt omkring skolen opføres et varierende miks af boligformer. På tegnebrættet er både almene familieboliger, luksusbyhuse og ungdomsboliger.

- Vi har sammen løftet et bygningskompleks fra ikke længere at være tidssvarende til undervisning til i dag at stå med et projekt for en rig og integreret bydel med plads til stor diversitet i byrum, byliv og beboersammensætning, siger CEO John Skovbjerg fra Domis, som er bygherre på grunden.

Den fremlagte helhedsplan sætter rammerne for byudviklingen i journalisthøjskolekvarteret. Der vil senere i processen blive udarbejdet to eller flere lokalplaner med afsæt i helhedsplanen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.128