23948sdkhjf

Danske arkitekter skal tegne Grønlands nationalgalleri

BIG, Bjarke Ingels Group, står i spidsen for det team, der netop er kåret som vinder i konkurrencen om Grønlands Nationalgalleri for Kunst i hovedstaden Nuuk.
Seks nordiske designforslag dystede i den indbudte arkitektkonkurrence, men det blev et team bestående af BIG, TNT, Rambøll og Arkitekti, der løb med sejren, da vinderforslaget blev offentliggjort torsdag.

Det kommende nationalgalleri bliver et markant kulturelt samlingspunkt og arkitektonisk vartegn for Grønlands befolkning. Det placeres på en unik klippegrund ud til Godthåbsfjorden i Nuuk.

Galleriet på 3.000 m² vil danne rammerne for Grønlands historiske værker og samtidskunst samt værker fra andre arktiske lande og Norden. Det vindende forslag blev udvalgt af en enig museumsbestyrelse foran blandt andre norske Snøhetta, finske Heikkinen‐Komonen, islandske Studio Granda og grønlandske Tegnestuen Nuuk.

I harmoni med naturen
BIG's vinderforslag er udtænkt som en ren abstrakt form, der følger grundens naturlige landskab og danner en ’smeltet’ cirkel langs den skrånende fjord:

- Den danske funktionalistiske arkitektur i Nuuk har karakter af firkantede kasser, som ignorerer landskabets særlige karakter. Vi foreslår derfor et Nationalgalleri som både fysisk og visuelt eksisterer i harmoni med den dramatiske natur, på samme måde som livet på Grønland i høj grad foregår i symbiose med naturen og på elementernes præmisser, siger arkitekt Bjarke Ingels.

Bygningens cirkulære form muliggør en fleksibel inddeling af udstillingen og skaber samtidig klare karakterfulde rammer for kunsten. Publikummets adgang til udstillingen sker gennem forpladsen til museet, der ved et simpelt løft i facaden skaber et overdækket indgangsparti med udsyn til både gårdhaven og horisonten.

I foyeren mødes besøgende af et 180 graders panoramaudsyn over havet, samt adgang til billettering, garderobe, museumsbutik og café. Fra foyeren er ligeledes udgang til skulpturhaven, der i en kaskade af terrasser følger det kuperede landskab mod vandet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142