23948sdkhjf

Top 10: Odense letbane er i gang med skinnerne

Arbejdet på transportsystemet kører for fuld damp. Letbaneprojektet skal afleveres i 2021

Odense Letbane kan endnu ikke køre på skinner. Arbejdet med transportsystemet er nemlig stadig i fuld gang.

Spanske Comsa S.A.U er valgt til at stå for arbejdet, og den vundne entreprise omfatter alt fra skinner, master og køreledninger til stationer og det store kontrol- og vedligeholdelsescenter i det sydlige Odense.

Hele skelettet til kontrol- og vedligeholdelsescenteret er rejst, og den første skinnestøbning fandt sted i december, oplyser Odense Letbane til Licitationen.

Arbejdet med skinnerne fortsætter efter en fastlagt køreplan. Blandt andet er Comsa i øjeblikket i gang på Ørbækvej og Middelfartvej.

Stationerne er entreprenøren endnu ikke i gang med - fokus er i stedet på skinnelægningen.

Desuden er de såkaldte civil works-arbejder, som omfatter flytning af veje, cykelstier og fortove for at gøre plads til letbanen, endnu ikke helt færdige.

Fakta

Omfang: 14,5 km letbane
og 26 stationer
Byggesum: 1,2 mia. kr.
Bygherre: Odense Letbane P/S
Teknisk rådgiver: Cowi A/S
Bygherrerådgiver:
Wsp Danmark A/S
Totalentreprenør:
Comsa-Munck-Efacec Consortium I/S
Start: 2018
Slut: 2021

Den del af letbaneprojektet har været udbudt i syv dele og er vundet af forskellige anlægsentreprenører. Civil works-arbejderne ventes færdigt i sensommeren i år, lyder det fra Odense Letbane.

Letbaneprojektet er ikke det eneste store projekt, der er i gang i Odense for øjeblikket.

P-kælder påvirker letbanen
Byen har blandt andet også gang i en omdannelse af centrale Thomas B. Thriges Gade, og forsinkelse på byggeriet af ny parkeringskælder her har medvirket, at kommunen har besluttet at udskyde tidsplanen for letbanen med otte måneder.

Frem for at åbne i slutningen af 2020 skal letbanen nu være klar til passagerer i efteråret 2021.

Stadsdirektør i Odense Kommune, Stefan Birkebjerg Andersen, har tidligere været ude og påpege, at det er en strækning på 200 meter inde i byen, der bliver forsinket, mens resten af letbanebyggeriet ikke er påvirket.

Ifølge Odense Letbane skulle de have haft adgang til den del af Thomas B. Thriges Gade i maj i år, men det kan først komme på tale til juni næste år.

Byggesummen for transportsystemet er omkring 1,2 mia. kr., og ifølge Odense Letbane er man på sporet med økonomien. Om samarbejdet med Comsa siger adm. direktør I Odense Letbane P/S, Mogens Hagelskær:

- Samarbejdet kører fantastisk. Comsa er hamrende professionelle i deres tilgang.

Han påpeger, at fokus er på både fremdrift og kvalitet, og at Odense Letbane forventer at modtage det første tog fra tyske Stadler Pankow GmbH i år, så man kan begynde testkørsel på de dele af strækningen, der ikke er påvirket af forsinkelsen på p-kælderen.

Letbanens tidslinje

I 2015-2017 omlagde de lokale forsyningsselskaber ledninger og rør langs letbaneruten. Derudover blev der lavet andet forberedende arbejde som for eksempel forstærkning af broer, tunnelbyggeri og rydninger.

I sommeren 2017 begyndte anlægsarbejdet - herunder nye vejbaner, cykelstier og fortove gennem byen for at skabe plads til letbanens spor.

I efteråret 2018 begyndte sporarbejdet. Det gælder skinner, stationer, teknik, køreledninger og så videre.

Når sporarbejdet er afsluttet, kommer der en periode med testkørsler, inden letbanens åbning.

Letbanen har et samlet budget på cirka tre mia. kr. (i 2014-priser) og åbner efter den reviderede plan til efteråret 2021.
Kilde: www.odenseletbane.dk

Artiklen er en del af temaet De største byggerier.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.173