23948sdkhjf

Flere håndværksvirksomheder meldt til politiet: Giver kunder falsk garanti

Det skaber mistillid til hele byggebranchen, når virksomheder skilter med garantiordning, som de ikke er medlem af, siger Dansk Byggeri.

Et stigende antal håndværksvirksomheder er blevet meldt til politiet for at love en særlig garanti, som kunderne alligevel ikke kunne få gavn af.

I 2018 politianmeldte Dansk Byggeri 14 håndværksvirksomheder, som uretmæssigt havde reklameret med den særlige Byg Garanti. I år har organisationen allerede afleveret 15 anmeldelser for falsk markedsføring. 

Det skriver A4 Nu.

På hjemmesider, brevpapir, arbejdstøj, i annoncer og på firmabiler reklamerer håndværksvirksomheder over hele landet med, at de er omfattet af garantiordningen Byg Garanti i tilfælde af fejl eller mangler ved det udførte arbejde. Men det viser sig ikke altid at holde stik, har Dansk Byggeri erfaret. Virksomheder, der ikke er medlem af Dansk Byggeri, skilter nemlig alligevel med at være omfattet af ordningen.

- Det er ulovlig markedsføring, og det skaber mistillid til hele byggebranchen. Derfor anmelder vi det til politiet, når vi opdager sådan en sag, siger direktør i Dansk Byggeri, Peter Stenholm, til A4 Nu.

Pynter sig med lånte fjer
Byg Garanti hjælper private forbrugere, hvis der er fejl og mangler ved et arbejde, som er udført af en virksomhed, der er medlem af Dansk Byggeri. Kun virksomheder, der er medlem af Dansk Byggeri, er omfattet af ordningen. Forbrugere kan dog kun bruge garantiordningen, hvis et ankenævn på forhånd har givet medhold i klagen.

Indtil videre er to sager i 2019 blevet afgjort ved retten med bøder på hver 20.000 kroner til virksomheder for ulovlig markedsføring. Ifølge Dansk Byggeri ligger der i øjeblikket alt 40 sager hos politiet, som venter på en afgørelse.

Dansk Byggeri spotter virksomheder, der pynter sig med lånte fjer, når deres reklamer dukker op på internettet, eller når frustrerede forbrugere henvender sig. 

Ikke en ukendt størrelse
I Forbrugerrådet Tænk nikker vicedirektør Vagn Jelsøe genkendende til problemet med, at virksomheder skilter med garantier, der ikke holder. Det handler om at skabe en bedre fortælling om virksomheden og bruge det som salgsargument: 

- Men det nytter ikke, hvis der ikke er realiteter bag, pointerer Vagn Jelsøe.

Han understreger dog samtidig, at forbrugere ikke er afskåret fra at klage, fordi en virksomhed ikke er omfattet af Byg Garanti. 

- Forbrugere kan altid klage over håndværksarbejde, uanset om virksomheden er medlem af Byg Garanti eller ej. Hvis du klager over en virksomhed til Byggeriets Ankenævn eller Håndværkets Ankenævn og får medhold, og virksomheden i mellemtiden er gået konkurs, så træder Byg Garanti ind, hvis virksomheden er medlem, siger Vagn Jelsøe til A4 Nu.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.101