23948sdkhjf

Dansk projekt vinder europæisk designpris

Nykredits spektakulære domicil, "Krystallen", har netop modtaget The European Steel Design Award 2011.
Holdet bag Nykredits domicil på Københavns havnefront; Arkitektfirmaet Schmidt Hammer Lassen, Grontmij og Promecon, er med byggeriet og stålprisen kommet i fornemt internationalt selskab.

Krystallen blev udvalgt som vinder af The European Steel Design Award 2011 af European Convention for Constructional Steelwork, og prisen gives for bedste europæiske ståldesign.

Krystallen modtager anerkendelsen i selskab med andre markante europæiske bygningsværker som eksempelvis det nye Holmenkollen i Oslo, Aviva Stadium i Dublin og Immeuble Basalte, La Défense i Paris.

Søjlefri bygning i stål og glas med frit spænd på 35 meter
Krystallen, der er tegnet af arkitektfirmaet schmidt hammer lassen, er en bygning ud over det sædvanlige. Afdelingsdirektør hos Grontmij, Lars Bork Hansen, beskriver den unikke konstruktion:

- Der er tale om en usædvanlig geometri, der består af en stålkonstruktion med seks glasfacader i forskellig vinkling, hvor himlens skiftende lys kan spille frit. Den bærende facadekonstruktion er et sammensvejst stålskelet, som kun understøttes i tre punkter. Den forreste spidse halvdel af bygningen er desuden udkraget med et frit spænd på 35 meter, mens de søjlefrie etager understøttes både af facadekonstruktionen, de to trappekerner og - via ophængstag - i den overliggende tagkonstruktion. Som rådgivere er vi stolte over at have været med til at opføre dette bygningsværk, der er noget af det ypperste inden for ingeniørkunst, og vi er beærede over sammen med de øvrige parter at modtage en så fornem pris.

3D til design, modellering & projektering
Om arbejdet på bygningen forklarer ekspert i stålkonstruktioner hos Grontmij, Gunnar H. Isleifsson:

- Den rombeformede facadekonstruktion, med dens stivhed og stabilitet, har været noget ganske særligt at arbejde med. Mulighederne for at anvende 3D til både design, modellering og projektering har været afgørende for det gode resultat - fx i forbindelse med detaildesign af tagkonstruktionen på grund af den specielle geometri og de store etagelaster, der skulle føres op til de to samlingsknuder i tagets hovedgitterdrager. Særlig spændende var i øvrigt også den dag, hvor vi fjernede de midlertidige søjler, der under montagen understøttede facadestålet og etagerne, og fik eftervist vores beregninger af konstruktionens stivhed og sætninger.

Parterne bag byggeriet af Krystallen modtager officielt ”The European Steel Design Award 2011” ved en ceremoni i Tyskland 22. september i år.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094