23948sdkhjf

Millionstøtte muliggør visionær pulspark

Med en bevilling på 1,7 millioner slutter Realdania sig til Lokale- og Anlægsfonden som bidragsyder til en nytænkende pulspark i Ry. Pengene betyder, at det visionære projekt nu kan realiseres.
Takket være støtte fra Realdania og Lokale- og Anlægsfonden vil voksne og børn næste sommer kunne boltre sig i et nyskabende aktivitetsområde – en såkaldt ’pulspark’ – i Kildebjerg Ry i Skanderborg Kommune.

Med en speciel sammensætning giver cykelbaner, løbestier og udendørs fitness-anlæg både unge og gamle mulighed for at få pulsen op, mens en ø omgivet af en nyanlagt sø skaber rum til stille aktivitet.

Finansiering på plads
Realdania har støttet pulsparken med 1,7 mio. kr. Og tidligere på året tildelte Lokale- og Anlægsfonden pulsparken 3 mio. kr. i støtte. Derudover er pulsparken finansieret af Udviklingsselskabet for Kildebjerg Ry A/S med 12 mio. kr.

- Vi er rigtig glade for, at finansieringen af pulsparken nu er på plads. For vi er overbevist om, at projektet kan blive et eksempel til efterfølgelse for andre. Som noget unikt er der fra begyndelsen, før bydelen er bygget færdig, taget hensyn til at skabe nogle muligheder og rum i byen til idræt og bevægelse. Den tilgang til byplanlægning, hvor borgere og erhvervsliv er blevet inddraget i processen med at skabe områdets identitet, giver et stærkt udgangspunkt for at skabe et eftertragtet og velbesøgt nyt aktivitetsområde i Ry, siger direktør for Lokale- og Anlægsfonden, Torben Frølich.

Pulsparken er for alle
Pulsparken i Kildebjerg Ry har noget for alle, hvad enten man er til hård træning eller stille aktivitet. Parken er delt op i tre zoner, som udgør mindre områder i det samlede aktivitetsområde. Henholdsvis ’pulszonen’, ’legezonen’ og ’sansezonen’.

Pulsparken har et ca. 5 km. langt stisystem, som forbinder aktivitetszonerne, og som er velegnet til blandt andet ridning, rulleskøjteløb samt gå- og løbeture.

Fakta om de tre zoner
• Pulszonen har baner med forskellige hældninger og belægning, der gør løbe- eller cykelturen sjovere og mere udfordrende.
• Legezonen har træ-elementer, som kan bruges til at klatre, balancere eller gynge på.
• Sansezonen har en lille sø med en ø i midten og er oplagt til udendørs yoga om sommeren og skøjteløb om vinteren.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11