27 mio. kr. i 2011 og op mod en halv milliard de kommende 20 år.
Det er hvad Bornholms Forsyning vil bruge på en omfattende renovering og udskiftning af hele øens kloaksystem.
- Samlet set så smider vi i disse år flere penge i kloakken end nogensinde før, sådan næsten helt bogstaveligt. Vi har nemlig skruet voldsomt op for investeringerne i et bedre og moderne kloaksystem, så det indrettes til at kunne stå for presset af de til tider meget voldsomme konsekvenser af klimaforandringerne, som vi oplever, siger René Nordin Block, bestyrelsesformand for Bornholms Forsyning ifølge TV2 Bornholm.
I 2010 behandlede Bornholms Forsyning otte mio. kubikmeter spildevand. Heraf var det dog kun to mio. kubikmeter, der var spildevand fra husstande.
Et centralt punkt i planen for kloaksystemet er derfor at adskille regn- og spillevand. Dermed reduceres belastningen af nettet, ligesom der spares mange penge på at rense de mange mio. kubikmeter rent regnvand. Det skriver P4 Bornholm.
