Hjælp til hjemmekontoret: Spil dig klog i coronatid
Folk i bygge- og anlægsbranchen kan hente tiltrængt input derhjemme i disse dage med det digitale læringsspil ”Spillet om AB 18”.
Som navnet antyder gælder det en bedre forståelse for Aftalevilkårene for Byggeriets parter (AB 18 med mere) , og hvordan de skal bruges i praksis.
Nogle af landets førende advokatvirksomheder, blandt andet Kammeradvokaten, har været med til at kvalitetssikre den juridiske side af spillet, skriver Nohrcon Interactive Learning, firmaet bag læringsspillet, i en pressemeddelelse.
I ”Spillet om AB 18” indtager man rollen som en entreprenør, der vinder et udbud og skal indgå en entrepriseaftale med bygherre. Spilleren konsulterer, ligesom i det virkelige liv, bygherre, advokat, bank og arkitekt for at få indsigt i projektet og besvare spørgsmål. Undervejs er der minispil om garantistillelse, digitale bygningsmodeller med mere med læring om de vigtigste aspekter og nyskabelser i AB 18.