23948sdkhjf

Her mødes byggeriets udfordringer og løsninger

En ny, åben innovationsplatform på internettet skal skabe øget innovation i byggeriet. Sitet åbnede mandag, og den første konkurrence er allerede udskrevet.
Innosite.dk er navnet på en ny, åben innovationsplatform, som knytter aktører med behov for innovation sammen med dem, der har de gode idéer.

Platformen, der gik i luften mandag, er den første i Danmark, som er målrettet åben innovation i byggeriet, og målet er at udvikle nye løsninger i et samspil mellem forskellige fagligheder og brancher.

Grundejernes Investeringsfond udskriver konkurrence
Udviklingsopgaverne udbydes i konkurrencer, hvor sitets brugere kommer med idéer, forslag og løsninger på virksomhedernes udfordringer og problemstillinger. Løsningerne bedømmes efterfølgende af en jury, som præmierer det bedste forslag med kontanter eller muligheden for realisering, produktion eller videreudvikling.

Sitets første konkurrence er udskrevet af Grundejernes Investeringsfond (GI) og handler om at skabe bedre livsvilkår i det eksisterende byggeri. Her bliver sitets brugere spurgt om, hvad de vil forandre, og hvordan de vil gøre det, hvis de forestiller sig, at behovet for (energi-)renovering af vores eksisterende boligmasse giver os adgang til at redefinere vore boliger, bygninger og byer.

Med konkurrencen er GI således de første til at bruge Innosite.dk til at skabe en åben udviklingsproces. De bedste forslag præmieres med op til 25.000 kroner.

Vil bidrage til at øge byggeriets produktivitet
Baggrunden for at etablere Innosite.dk er, at innovation i den danske byggebranche halter bagud, når man sammenligner med andre sektorer. De gode idéer er tilstede, men de omsættes alt for sjældent til nye løsninger, produkter og metoder, som rækker ud over det enkelte byggeprojekt.

Derfor er der brug for nye innovationsmetoder og -platforme, som kan styrke virksomhedernes udviklingsprocesser og styrke innovation og videndeling i byggeriet.

- Med Innosite.dk er der en unik mulighed for – gennem videndeling og dialog – at styrke innovationen i den danske byggebranche. Styrket innovation og nytænkning er en af vejene til at få vendt den lave produktivitet i byggeriet. Byggebranchen kommer i fremtiden til at spille en vigtig rolle i udviklingen af nye løsninger til fx energirigtigt og bæredygtigt byggeri, og Innosite.dk er en platform, hvor sådanne løsninger kan udvikles, siger vicedirektør Søren Tegen Pedersen fra Energistyrelsen.

Innosite.dk er et initiativ fra Realdania i partnerskab med Energistyrelsen (tidligere Erhvervs- og Byggestyrelsen) og med Dansk Arkitektur Center som operatør. Yderligere info på www.innosite.dk .
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11