23948sdkhjf

Moderne materialer møder fredet bygning på Fyn

På den lille herregård Billeskov bruges moderne porebeton for første gang som isoleringsmateriale til restaurering i en fredet bygning.
Billeskov er en lille herregård mellem Nr. Åby og Assens på Fyn. I dag hører ejendommen under Wedellsborg, og hovedbygningen har i en del år været udlejet til privat beboelse, mens de beskedne udlænger har stået tomme.

Nu tegner der sig imidlertid en helt ny og spændende fremtid for Billesskov. Med Realdania i ryggen er godsejer Bendt Wedell ved at omdanne Billeskov til et såkaldt kreativt ’hub’; et væksthus og samlingspunkt for mindre virksomheder, som gerne vil bo på landet i egne lejemål, men med adgang til fælles faciliteter i unikke rammer.

- Det er en utrolig spændende, men også krævende, opgave at realisere denne tanke om et væksthus for mindre virksomheder. Billeskov er en fredet ejendom, og det stiller store krav til, hvordan vi kan gribe restaurering og indretning an, forklarer projektets arkitekt Thomas Hillerup fra Tegnestuen Vaag i Martofte.

Nyt og gammelt
Når projektet er realiseret, vil den fredede hovedbygning være omdannet til kontorer og fælles faciliteter. De omfatter blandt andet lokaler til fælles frokost, kundearrangementer m.v. i det stemningsfulde herregårdskøkken, hvor det store åbne ildsted bevares.

Som noget helt nyt har Kulturarvstyrelsen givet tilladelse til at anvende moderne materialer til den indvendige isolering af hovedbygningen. Valget er faldet på Xellas Ytong Multipor, som er isoleringsplader fremstillet af porebeton.

- Huset har tidligere været udlejet til privat beboelse, men da det kun har været nødtørftigt isoleret, har det været lidt af en kamp at holde varmen i vinterkulden. Afgørende for den fremtidige brug har derfor været at kunne få det isoleret og moderniseret. Men vi kan ikke i en fredet bygning som denne bare sætte en mineraluldsmåtte op og bygge en ekstra indervæg op, som man ellers typisk ville gribe til. Ytong Multipor har derimod en lang række positive egenskaber, som er meget velegnede til vanskelige opgaver som denne, forklarer Thomas Hillerup.

Positive erfaringer
Opgaven er lagt i hænderne på murermester Jesper Ulskov, der sammen med en håndfuld af sine medarbejdere har monteret i alt omkring 400 m² Ytong Multipor på væggene i hovedbygningen siden marts i år.

Ydervæggene monteres indvendigt med plader i 50 eller 60 mm bredde. Ved vinduerne monteres 20 mm, sådan at kuldebroer brydes, hvor det overhovedet er muligt.

- Multipor er simpelt hen genialt at arbejde med til opgaver som denne. Det venter vi os meget af – det er langt lettere og hurtigere at bruge porebetonpladerne end for eksempel gipsplader, og vi får et bygningsmæssigt mere korrekt resultat, der også er smukkere, mener Jesper Ulskov, mens Thomas Hillerup tilføjer:

- Det er første gang, vi har fået lov at bruge Ytong porebeton til en restaureringsopgave. Vores erfaringer viser, at materialet er unikt til det. Nemt at arbejde med, tæt på det originale materiale og med egenskaber, der understøtter et godt indeklima, hvilket er af meget stor betydning i et gammelt hus. Jeg forudser, at vi vil se materialet brugt ved mange flere restaureringer i fremtiden, forudser arkitekten.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.106