23948sdkhjf

Svindelmistanke: Bach Gruppen undersøger datterselskab

Bach Gruppen har indledt en omfattende efterforskning og undersøgelse af et af selskabets byggerier i projektet Bryggens Bastion på Amager. 

Undersøgelsen sker på baggrund af foreløbige prøveresultater fra Teknologisk Institut, som stærkt indikerer, at personer i datterselskabet BG Beton har forfalsket eller afgivet ukorrekte fakturaer, følgesedler og bestillingssedler i forbindelse med leverancer af beton til byggeriet i 2018. Det skriver det midtjyske bygge- og ejendomsfirma i en pressemeddelelse. 

– Vi er rystede over, at en leverandør angiveligt systematisk har ført os bag lyset, og derfor har vi valgt at iværksætte en omfattende, intern undersøgelse og engageret eksterne, professionelle efterforskere samt vores rådgivende ingeniører, for at få dem til at undersøge sagen til bunds. Hver en sten i den her sag skal vendes, og de ansvarlige skal stilles til ansvar, siger Finn Bach, grundlægger af Bach Gruppen. 

Den interne efterforskning gennemføres af eksterne efterforskere med speciale i denne type sager. 

Bryggens Bastion er opført af datterselskabet BG Njalsgade ApS. 

Vil se på politianmeldelse og retsligt efterspil 

Uoverensstemmelsen er konstateret omkring beton leveret i 2018 til et konkret projekt på Bryggens Bastion – kaldet ”Byggefelt G”. Her har BG Beton leveret beton af en anden type end den, som BG Njalsgade ApS har bestilt, lyder det i pressemeddelelsen. 

BG Beton har siden 2018, hvor problemerne opstod, fået ny ledelse og er ligesom selskabet bag byggeriet BG Njalsgade, delvist ejet af Bach Gruppen A/S. 

– At skulle opleve den her adfærd fra et selskab i koncernen går ud over min vildeste fantasi, og jeg er, personligt, dybt skuffet over, at noget sådan kan ske. Derfor gør vi naturligvis alt, hvad vi kan, for at rydde op i de uregelmæssigheder, som åbenbart har været til stede hos BG Beton på Sjælland i den pågældende periode, udtaler Finn Bach. 

Det er uvist, hvornår Bach Gruppen har resultaterne af den interne efterforskning. Når undersøgelsen er tilendebragt, vil selskabet vurdere muligheder for politianmeldelse samt retsligt efterspil overfor de ansvarlige personer og selskaber involveret.  

Har Teknologisk Instituts resultater om en lille måned 

Sagen udspringer af byggeprojektet Bryggens Bastion på Amager, hvor Bach Gruppen via datterselskabet BG Njalsgade opfører en række boligejendomme – herunder en etageejendom på 86 meter. Undervejs i byggeprocessen er Københavns Kommune og Bach Gruppen blevet gjort bekendt med mistanke om, at betonen brugt i fundamentet ved støbning i 2018 var af en anden type end den foreskrevne og den, byggefirmaet har bestilt. 

Bach Gruppen og Københavns Kommune har derfor igangsat omfattende tekniske undersøgelser. Det er det første delresultat af disse undersøgelser, som har ført til, at Bach Gruppen nu iværksætter yderligere omfattende intern efterforskning af BG Beton og dets nuværende samt tidligere ansatte. 

De foreløbige undersøgelser viser udover mistanke om svindel, at der på det foreliggende grundlag ikke er nogen sikkerhedsmæssig risiko ved byggeriet og styrken af den benyttede beton. Det bekræftes af to uafhængige, rådgivende ingeniørfirmaer, der har gennemgået de foreliggende analyser og resultater. 

De foreløbige undersøgelser har Bach Gruppen og Københavns Kommune imidlertid valgt at supplere med en række yderligere tekniske analyser af betonen. Disse udføres ligeledes af Teknologisk Institut. 

De samlede resultater af analyserne fra Teknologisk Institut forventes færdige om tre-fire uger.

Artiklen er en del af temaet Betonskandalen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111