23948sdkhjf

Nye udvidelsesforslag for Skagens Museum

Friis & Moltke har udarbejdet fire nye udvidelsesforslag for Skagen Museum, som er sendt i foroffentlighedsfase af kommunens Plan- og Miljøudvalg.
Skagens Museum er en vigtig del af Skagens ånd og historie.

- Samtidig er det et kunstmuseum, som tager vare på en væsentlig del af den danske kulturarv, og det er således en alvorlig sag, at renovere og udbygge museet. Vi ser derfor frem til at præsentere Skagens borgere for de fire skitseforslag der er udarbejdet i samarbejde med arkitektfirmaet Friis & Moltke, fortæller Skagens Museums direktør, Lisette Vind Ebbesen.

Planer siden 2009
Skagens Museums renoverings- og udvidelsesplaner har været på tegnebrættet siden museet i 2009 blev kvalitetsvurderet af Kulturarvsstyrelsen og blev pålagt at gøre noget ved de alt for utidssvarende og trange magasin- og udstillingsforhold. Samtidig trænger den 84 år gamle Plesnerbygning til en gennemgribende renovering, idet gulve, vinduer, vægge og tekniske installationer er godt og grundigt slidte.

- Samlingen er vokset og kravene til de bevarings- og klimamæssige forhold opgraderes konstant, og i den proces kan bygningerne ikke længere følge med. Vi har længe været bevidste om disse behov og pga. samlingens store nationale værdi kan vi simpelthen ikke udsætte det længere. Det er en del af landets kulturarv, der reelt er på spil, forklarer Lisette Vind Ebbesen.

Udfordrende kabale der skal gå op
Museets personale- og administrationslokaler trænger også til fornyelse og indtænkes således i projektet, men det er en kompliceret sag at bygge for både kunst og mennesker – der er mange forhold, der skal tages højde for. Kunsten tåler ikke dagslys, mens der ved personalefaciliteterne kræves masse af lys.

Bygningsmæssigt skal nyt møde gammelt, idet tilbygningen skal have sit eget selvstændige udtryk og samtidigt tilpasse sig og respektere den smukke gamle Plesnerbygning og Skagens arkitektur i øvrigt. Med andre ord: der er mange faktorer at tage højde for, og det er en større kabale for arkitekterne, der skal gå op.

Men det er en kabale, der skal gå op, mener museumsdirektøren. ”Det er drøn-vigtigt det her!” siger Lisette Vind Ebbesen. Skagens Museum er landets 6. største kunstmuseum med 30 ansatte og som årligt tiltrækker 100.000-150.000 gæster.

Fakta
* Projektet er budgetteret til 70 mio. kr. Frederikshavn kommune støtter med 5 mio. kr. og de resterende midler skal finansieres via sponsor- og fondsmidler.

* Skitseprojektet er udarbejdet af arkitektfirmaet Friis & Moltke, og forprojektet som bl.a. indebærer en fornyelsesplan, en forretningsplan og en tilstandsrapport er lavet i samarbejde med COWI.

* Borgermødet, hvor museets byggeprojekt præsenteres, finder sted den 31. januar kl. 19.00 i Skagens Kulturhus, Kappelborg. Alle interesserede er velkomne.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126