23948sdkhjf

Bascon på opkøb i hovedstaden

Med overtagelsen af Hifab tager Bascon endnu et skridt i bestræbelserne på at blive landets førende bygherrerådgiver.
Bygherrerådgivningsvirksomheden Bascon har netop oprustet markant i hovedstadsregionen med et køb af bygherrerådgivningsfirmaet Hifab, der beskæftiger otte medarbejder i Søborg.

Fusionen med Hifab er en yderligere styrkelse af Bascon, der i efteråret 2010 købte det aarhusianske by- og landskabsdesignfirma Metopos. Med det nye opkøb har Bascon godt 130 medarbejdere fordelt på virksomhedens to kontorer i Aarhus og København.

- Udvikling og styrkelse af vores bygherrerådgivning i København har været et strategisk nøglepunkt i vores målsætning om at blive landets førende bygherrerådgiver, der leverer helhedsorienteret rådgivning fra første idé til færdigt byggeri. Den ambition deler vi med Hifab, som udgør et perfekt match for Bascons fremtidige udvikling, der imødekommer markedets stigende kompleksitet og øgede krav til samspil mellem forskellige kompetencer, forklarer adm. direktør Lars Svenningsen fra Bascon.

Styrkelse i hele landet
Hifab har udviklet sig til en markant bygherrerådgiver med højtspecialiserede kompetencer til at løse store og komplicerede rådgivningsopgaver for især offentlige aktører.

Blandt Hifabs nuværende opgaver er sygehusbyggeri for fire ud af landets fem regioner. Derudover omfatter kundelisten blandt andre Metroselskabet, Vejdirektoratet, Banedanmark og Sund & Bælt.

- Hifabs medarbejdere tilfører stærke faglige kompetencer, som styrker Bascons position ved at skabe synergier på alle niveauer. Det vil løfte og udvikle hele vores københavnske kontor, mens Hifabs store erfaring og landsdækkende kunderelationer også er med til at styrke Bascon i det øvrige Danmark og bringe os et stort skridt i retning af at blive landets førende bygherrerådgiver, siger direktør Martin Vestergaard fra Bascon København.

Det helt rigtige tidspunkt
Foruden et perfekt match mellem de to firmaers visioner ligger der også et generationsskifte bag fusionen. I en alder af 65 år, og efter mere end 35 år ved roret, har Hifabs administrerende direktør Ralf Bo Petersen nemlig fundet tiden moden til at fortsætte Hifabs udvikling i samarbejde med Bascon.

- Fusionen med Bascon kommer på det helt rigtige tidspunkt; både med tanke på min alder og den fremtidige udvikling af Hifab. Med Bascons ressourcer, bredere tekniske kompetencer og vores fælles principper om uafhængighed vil vores kunder fremover opleve, at vi kan tilbyde langt mere helhedsorienterede løsninger, uden at det kommer til at gå ud over vores uvildige bygherrerådgivning, fortæller Ralf Bo Petersen.

Ralf Bo Petersen fortsætter sammen med sine medarbejdere i den nye konstellation, hvor han fortsat vil indtage en central rolle som projektdirektør med ansvar for blandt andet store og komplekse projekter samt faglig udvikling og styrkelse af Bascons bygherrerådgivning.

Hifab vil af praktiske årsager fortsat have adresse i Søborg indtil først på sommeren 2012, hvor medarbejderne flytter ind hos Bascon i Hellerup.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098