23948sdkhjf

Sweco lander lang aftale med boligorganisation med 6.000 boliger

Det rådgivende ingeniørfirma Sweco har indgået en fireårig rammeaftale om totalrådgivning med boligorganisationen Boliggården i Helsingør. 

Aftalen indebærer, at firmaet de kommende år skal være med til at realisere Boliggårdens plan for udviklingen og udvidelsen af sine nuværende godt 6000 almennyttige lejemål i og omkring Helsingør, der blandt andet omfatter etageboliger, rækkehuse, ældreboliger og plejecentre. 

Sweco vandt rammeafltaen i konkurrence med fire andre tilbudsgivere.  

Valget faldt ifølge Benny Mulbjerg, bygge- og projektudviklingschef hos Boliggården, på Sweco blandt andet på grund af evnen til at levere konkrete løsningsforslag og se udfordringer samt den faglige organisation, der fremstår integreret og dedikeret til opgaven. 

I rollen som integreret rådgiver varetager Sweco både arkitekt- og ingeniørydelser under samme tag. Aftalen omfatter totalrådgivning i forbindelse med løbende renoverings- og nybygopgaver i form af projektering, overordnet styring og koordinering af projekter. 

Værdien af de enkelte opgaver under rammeaftalen forventes ifølge udbudsmaterialet at ligge i intervallet 250.000 til 100 mio. kr. 

Bæredygtighed på budget 

Som en del af visionen for de kommende projekter skal Sweco også arbejde med bæredygtighed på budget. 

Det betyder konkret, at der skal tænkes nyt i alle faser fra indledende volumenstudier og analyser af udviklingspotentialer til færdigprojektering og arbejdes med blandt andet inkorporering af DGNB og miljømæssige aspekter med et skarpt blik på økonomien. 

– At bygge bæredygtigt alment er en særlig disciplin, der kræver, at vi udfordrer vanetænkningen. Vi glæder os til samarbejdet og til at udforske, hvordan vi bedst skaber værdi økonomisk, miljømæssigt, æstetisk og understøtter den sociale bæredygtighed, der skal give de optimale rammer for beboernes trivsel og fællesskab, siger Søren Lederhaas, kreativ leder for Team Almen i Sweco. 

Sætter beboerinddragelse i højsædet 

Med den nye rammeaftale er det ambitionen både arkitektonisk og teknisk at løfte bo-kvaliteten langsigtet og styrke Boliggårdens afdelinger med rum og kvaliteter, der giver beboerne værdi. Derfor består det tværfaglige vinderteam også af erfarne teknikere, æstetikere og beboerkoordinatorer inden for almene boligprojekter. 

– Aftalen er et udtryk for, at Boliggården ser en stor værdi i vores tværfaglige, helhedsorienterede tilgang til at arbejde med beboere, boligkvalitet og bæredygtighed i den almene sektor, siger Eva Bjerring, markedschef i Sweco. 

Søren Lederhaas supplerer, at beboerinddragelse er et afgørende element de kommende år, når der skal planlægges og udføres opgaver: 

– Vi tror på, at vi skaber mest værdi for beboerne ved at arbejde integreret, fordi vi har alle fagligheder samlet tæt på projekterne og deres dagligdag. Det giver os mulighed for at inkludere beboerne gennem alle faser og lytte til deres behov og ønsker, siger Søren Lederhass. 

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063