23948sdkhjf

Diamantskæring til vands og i luften

Øst- og Midtjyllands Diamantskæring har siden oktober haft medarbejdere fast udstationeret på Sjælland i forbindelse med etableringen af Det Nye Søfartsmuseum i Helsingør.
Det nuværende Handels- og Søfartsmuseum har til huse på Kronborg i Helsingør, men flyttes permanent fra 2013. Det nye museum er på i alt 7.600 m² i bruttoareal, og bliver placeret under jorden omkring Dok 1 på Helsingør Skibsværft.

Øst- og Midtjyllands Diamantskæring har siden efteråret været en fast del af teamet i det nordsjællandske.

- Det er en virkelig spændende udfordring. Det er en af de største og mest komplekse opgaver, vi har været involveret i. Vi skærer i gamle betonmure, som er op til otte meter høje og tre meter tykke, og vi skærer også i otte meters højde, fortæller Henrik Laursen, stifter af virksomheden med hovedkontor i Ikast og afdelinger i Silkeborg og Hørning.

En stor udfordring
Grunden til, at der skæres i otte meters højde er, at adgangen til museet bliver via broer som er spændt ud over dok-rummet.

- Det er et anderledes projekt for os. Meget af skæringen skal foregå i smig, altså skråskæring, og hvis man samtidig befinder sig i otte meters højde, så skal man holde tungen lige i munden. Men det bliver et imponerende rum, når det står færdigt, og vi er stolte over at være med på projektet, siger Henrik Laursen.

Det Nye Søfartsmuseum er tegnet af Bjarke Ingels Group med Rambøll Danmark som ingeniør. E. Pihl & Søn er entreprenør på byggeriet, der er estimeret til 212 mio. kr. i anlægsudgifter. Hertil kommer udgifter til indretning af bygningen samt etablering af udstillinger mv. Museet slår efter planen dørene op for publikum i løbet af 2013, og Henrik Laursen vurderer, at hans ansatte er ’hjemme’ igen lige før påske i år.

Jyske dyder i højsædet
Selvom der i øjeblikket er fast arbejde i Helsingør til tre af firmaets 13 ansatte, foregår størstedelen af virksomhedens opgaver i det midt- og østjyske område.

- Vores branche har været hårdt presset de senere år. Vi har dog været i den lykkelige situation, at vi har kunnet beskæftige alle mand hele vejen igennem. Samtidig har vi haft en stor tilgang af nye kunder. Vi har ry for at være fleksible og effektive, og vores medarbejdere kommer hurtigt frem til opgaverne, da vi kører ud fra både Ikast, Silkeborg og Hørning, udtaler Henrik Laursen.

Afdelingen i Hørning blev netop etableret for bedre at kunne imødekomme den stigende efterspørgsel fra det østjyske område. Siden Henrik Laursen i 2002 stiftede firmaet som enkeltmandsvirksomhed, er der sket meget. I dag er firmaet et A/S og en mangeårig kollega, Erling Pedersen, blev medejer i 2010.

- Vi holder os til nogle basale jyske dyder, som et ord er ord, og en aftale er en aftale. Det er kernen i den måde Erling og jeg driver forretning på, og det har virket indtil nu, slutter Henrik Laursen med et smil.

Læs mere om museumsprojektet på www.maritime-museum.dk
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125