23948sdkhjf

Skjøde-byggeri henter inspiration fra Google - og Skjødes eget hovedkontor

Det er snart store flyttedag for fragtportalen Shipmondo. Efter flere års vækst rykker den unge virksomhed fra de lejede lokaler i Seden i Odense NØ og ud i et helt nyt domicil i det sydøstlige Odense. Et domicil, som efter planen skal stå færdigt til efteråret. 

Første spadestik blev taget for nylig, og det er H. Skjøde Knudsen, der opfører det cirka 900 kvm domicilet på en 12.000 kvm stor grund på Hvilehøjvej. Det oplyser entreprenørvirksomheden med base i Odense i en pressemeddelelse. 

– Vi er glade for at skulle hjælpe en lokal, succesrig virksomhed med at skabe de bedst mulige rammer for vækst. Ud over et flot domicil med en god indretning får Shipmondo desuden mulighed for løbende at udvide og skalere op i henhold til deres behov, siger Allan Nielsen, adm. direktør i Skjøde, i pressemeddelelsen.

Inspireret af Googles hovedkvarter – og Skjødes 

Hung Ho og Nicklas Nguyen stiftede i 2014 Shipmondo, der faciliterer ordre- og fragthåndtering for næsten 40.000 virksomheder. Efter en 80 pct. vækst i medarbejderstaben det seneste års tid beskæftiger virksomheden i dag cirka 20 ansatte og forventer at runde 30-35 medarbejdere senere på året. 

Fakta om byggeriet

Bygherre: Novitas Holding 

Totalentreprenør: H. Skjøde Knudsen 

Omfang: 916 kvm byggeri på en cirka 12.000 kvm grund 

Forventet færdiggørelse: Efteråret 2021

Pladsmangel er én faktor bag Shipmondos nybyggeri og flytning. En anden er muligheden for at være på forkant med væksten og tiltrække kompetente medarbejdere via attraktive rammer, idet Shipmondo er er ved at etablere sig som et europæisk brand med aktiviteter i flere lande. 

– Vi har altid haft en vision om at bygge et campus-inspireret domicil, der skal være et godt sted for vores medarbejdere og samtidig et miljø, hvor vi som virksomhed kan udfolde vores kreativitet og skabe værdi for vores kunder. Det er det, vi prøver med det her byggeri, forklarer Hung Ho, i pressemeddelelsen. 

I forhold til de kreative rammer er Hung Ho og Nicklas Nguyen ret inspireret af Googles hovedkvarter i Californien, som de begge har besøgt. 

– Derudover er vi blevet meget inspireret af den måde, som Skjøde har designet sit eget domicil på i forhold til at udnytte kvadratmeterne bedst muligt, lyder det fra Hung Ho.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.085