23948sdkhjf

62.000 aarhusianere skal lægge data til ny bygningshub

40 pct. af Danmarks energiforbrug foregår i bygninger. Derfor står det at reducere energiforbruget i bygninger også øverst på dagsordenen hos Klimapartnerskabet for bygge- og anlægssektoren, der i foråret 2020 offentliggjorde sine forslag til, hvordan bygge- og anlægssektoren kan være med til, at Danmark når 70-pct. målet i 2030.

Partnerskabets tager udgangspunkt i fem grønne byggesten.

- Den grønne omstilling bliver hurtigere og billigere ved at mindske energiforbruget i de eksisterende bygninger og styre forbruget intelligent. Derved kan vi skære 20-25 pct. af bygningers energiforbrug frem til 2030. Energieffektiviseringer kan spare samfundet for mange mia. kr., og samtidig skabe bedre sundhed og trivsel i boliger, skoler og plejehjem mv. Her skal vi løfte i flok som branche, bygningsejere og myndigheder og inddrage finanssektoren, skriver partnerskabet i byggesten nummer et. 

Der er altså et stort potentiale gemt i at effektivisere energiforbruget i den eksisterende bygningsmasse. Det kan dog være en udfordring at sammensætte et datagrundlag, der er så godt, at potentialet kan identificeres og målrettes de bygninger og tiltag, hvor det giver størst effekt. 

Det vil Energistyrelsen, Aarhus Kommune, AffaldVarme Aarhus, Energinet samt Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering nu finde en løsning på. 

Parterne har derfor etableret en bygningshub, der samler relevante data.

- Vi ved, at bygningsmassen står for en stor del af energiforbruget i Danmark. Derfor er der også et stort potentiale for effektivisering, og det er det potentiale, som vi nu vil forsøge at indfri ved at samle data, så alle aktørerne i energieffektiviseringsindsatsen – bygningsejere, energikonsulenter og -rådgivere og kommunale planlæggere - får et bedre vidensgrundlag at beslutte, rådgive og investere ud fra, siger vicedirektør i Energistyrelsen Stig Uffe Pedersen i en pressemeddelelse. 

Eksisterende data

Parterne vil samle en række eksisterende data om bygninger og deres energiforbrug i bygningshubben, der i første omgang har afsæt i Aarhus. 

Helt konkret vil Bygningshubben samle BBR-data samt data om vejr, bygningers energimærkning og varme- og elforbrug i et fælles system, således at disse data let kan tilgås og bringes i spil.

Ved at samle data kan virksomheder, borgere og kommuner få et overblik over, hvordan en given bygning præsterer i forhold til energiforbrug og samtidig få en indikation af, hvor der kan sættes ind med forbedringer.

Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering, som skal bygge bygningshubben, har stor erfaring med sammenstilling af data.

- Vi ved af erfaring, at det giver en stor værdi, når vi samler data, så de kan kombineres på kryds og tværs. Der findes allerede gode data, som kan bidrage til forståelsen af bygningers energiforbrug. Nu skal vi så sørge for, at de data kan tilgås og bruges f.eks. til at fremme energieffektivisering i bygninger, siger vicedirektør i Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering, Stine Leth Rasmussen.

Bygningshubben skal skabe et bedre grundlag for eksempelvis analyser af, hvor der skal sættes ind, når man eksempelvis skal energirenovere. Målet er at få viden og erfaring med henblik på, at forligskredsen efterfølgende kan tage en beslutning om en eventuel etablering af en nationalt dækkende bygningshub.

62.000 århusianske kunder 

Projektets muligheder skal i første omgang testes med data fra 62.000 kunder hos AffaldVarme Aarhus.

- Optimering af energiforbrug og den grønne omstilling fylder naturligvis meget for os i AffaldVarme Aarhus. Vi har mange gode data om energiforbruget, og med bygningshubben får vi muligheden for at koble endnu flere data på, så vi får et mere detaljeret billede af, hvor der er effektiviseringsgevinster at hente, siger direktør i AffaldVarme Aarhus, Bjarne Munk Jensen.

Etableringen af bygningshubben er en del af klimaaftalen, og arbejdet med at udvikle den går i gang med det samme. Det forventes, at de første resultater vil være klar efter sommeren. 

Testperioden for Bygningshubben afsluttes i 2022.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203