23948sdkhjf

Casa har aldrig haft et større overskud

Byggeselskabet Casa er kommet ud af det skelsættende år 2020 med det bedste resultat nogensinde på trods af coronakrisens usikkerhed ikke mindst i starten af året. 

Før skat tjente Casa således 243 mio. kr. i 2020 mod 159 mio. kr. året før, svarende til en stigning på 53 pct., oplyser ledelsen i en pressemeddelelse. 

- I et år, hvor coronakrisen udfordrede os på måder, ingen kunne have ventet, har vi leveret et meget stærkt resultat. Det fortæller om - og skyldes - en virksomhedskultur med enorm styrke. Medarbejderne har været omstillingsparate i en grad, der har betydet, at Casas byggepladser har kunnet overholde alle tidsplaner uden at måtte gå på kompromis med leverancer, siger Torben Modvig, adm. direktør i Casa, i pressemeddelelsen.

Mange nye ordrer

Omsætningen gik fra 2,55 til 2,26 mia. kr. i 2020, svarende til et fald på 12 pct. Nedlukningen i foråret betød dog kun, at en række ordrer blev udskudt, men ikke aflyst. Var det ikke sket, havde Casas omsætning for 2020 været i niveauet 2,5-2,6 mia. kr., altså på linje med rekordåret 2019, som tidligere udmeldt.

På trods af pandemiens negative indvirkning på markedet havde Casa i 2020 et samlet ordreindtag på 3,4 mia. kr. Det er det højeste i ét regnskabsår for virksomheden nogensinde. 

- Den helt naturlige usikkerhed, der opstod hos mange i foråret, da pandemien for alvor ramte, påvirkede alle dele af byggebranchen, og fik mange investorer til at bremse op. Det viste sig dog ret hurtigt, at der kun blev tale om, at planer blev udskudt - ingen gav op. Siden samfundet startede op igen, er ordrebogen vokset og vokset, men forårets pause betyder, at en del omsætning er blevet flyttet fra 2020 til det nye år, siger Torben Modvig.

Styrkelse i Østdanmark og bredere fundament

Casa har i løbet af 2020 samtidig formået at vinde mere indpas i det østlige Danmark, end virksomheden selv forventede i 2019, blandt andet via en række store renoveringssager.

Renoveringsprojekter udgør i det hele taget en større andel af forretningen end tidligere, og ordrebogen for 2021 afspejler, at den trend ser ud til at fortsætte med en række store projektet i både Vest- og Østdanmark.

For sidstnævntes vedkommende peges blandt andet på milliardprojektet Stationsparken i Brøndby, 215 boliger på Søndre Ringvej 33a i Kirkebjerg og renoveringen af et kontordomicil på Lindevangs Allé på Frederiksberg.

Siden 2017 har Casa holdt fast i sin position inden for boliger, mens områderne Erhverv og Renovering begge har præsteret markant vækst med henholdsvis 31 og 24 pct. i gennemsnit årligt siden 2017.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094