23948sdkhjf

Byplankonkurrence om Viborg Baneby i gang

Konkurrencen om at udarbejde en visionær bydelsplan for banearealerne for Viborg Station - Viborg Baneby - går nu i gang. Fem teams er prækvalificeret.
Forberedelserne til at omdanne baneområdet og det gamle erhvervsområde ved Marsk Stigs Vej i Viborg til en ny bæredygtig og vækstorienteret bydel går nu ind i næste fase.

Fem teams er prækvalificeret til at give deres bud på en bydelsplan.

- Jeg er sikker på, at Viborg Baneby kan udvikles til at blive et aktiv for hele Viborg Kommune. En bydel, der vil kunne tiltrække både nye borgere og fremtidens erhverv, og som vil bidrage til fortsat udvikling og vækst. Det skyldes ikke mindst de mange gode input, vi har fået fra borgere, erhvervsledere og interesseorganisationer i fordebatten sidste år, som dermed har bidraget til at udforme rammerne omkring konkurrencen, siger borgmester Søren Pape Poulsen.

Bæredygtighed og sammenhæng
Byplankonkurrencen, der varer fra den 6. marts til den 27. april 2012, er udskrevet af Viborg Byråd i samarbejde med Realdania. I konkurrencen deltager fem hold, der er valgt efter en prækvalifikation. Holdene skal komme med bud på, hvordan man gennem omdannelse af konkurrenceområdet kan opnå en levende, banebrydende og bæredygtig bydel og forbedre sammenhængen med omliggende byområder.

Med en central beliggenhed ved kommunens vigtigste knudepunkt for kollektiv trafik, tæt på Viborgs attraktive, historiske bymiljø med handel og kulturtilbud og de rekreative arealer ved Søndersø har Viborg Baneby et særligt potentiale.

Realdania ser gode muligheder for, at projektet i Viborg også kan komme andre byer til gode.

- Byudviklingsprojektet i Viborg sætter fokus på nogle generelle udfordringer, når det handler om at skabe nye forbindelser henover et baneareal og mellem et eksisterende byområde og et nedlagt industriområde. Udviklingen og fortætning af stationsområdet og de tidligere erhvervsområder vil ikke kun være til gavn for Viborg, men også kunne inspirere andre byer, som står med lignende problemstillinger i byudviklingen, siger projektleder i Realdania, Karen Skou.

De fem hold, der deltager i byplankonkurrencen, er:
• Tegnestuen Vandkunsten, RUM a/s, TYRÉNS AB, Professor Claus Bech-Danielsen, SUSTURB, Lise Gamst, Sadolin & Albæk a/s
• SLETH A/S, Møller & Grønborg A/S, ISC Rådgivende ingeniører, Peter Brett Associates, GEO, Deloitte, Friis & Moltke, Pluss Leadership
• Bascon, Metopos, BIG, Via Trafik
• Cobe, PK3 I/S, Wissenberg, Asplan Viak, Emcon
• ADEPT, Thing & Weinø, Esbensen/Sloth Møller, Sloth Møller, BBN Consult, Plan & Proces

Vinderen/vinderne af byplankonkurrencen forventes at blive offentliggjort i begyndelsen af juni 2012 og indbydes efterfølgende til at viderebearbejde konkurrenceforslaget på baggrund af dommerkomiteens anbefalinger.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125