23948sdkhjf

Præfabrikerede boliger skyder op på Amager

Sjælsø har netop indledt 2. etape af boligbyggeriet Margretheholm. Vandkunsten har tegnet projektet, der består af præfabrikerede moduler fra BM Byggeindustris fabrik i Hobro.
Der bliver ikke solgt ret mange private boliger i disse år. Men på Amager har interessen for de 37 boliger i 1. etape af boligprojektet Margretheholm været så stor, at bygherren Sjælsø nu tager hul på 2. etape.

I første omgang opføres 11 byhuse, og når hele 2. etape er færdigbygget, vil i alt 80 familier have fået ny adresse i de smukke omgivelser på Holmen, blot ti minutters kørsel fra Kgs. Nytorv.

2. etape opføres løbende
Arkitekt på projektet er den københavnske tegnestue Vandkunsten, der har arbejdet på at tilpasse bebyggelsen til området og dets historie, som går flere hundrede år tilbage. Rækkehusene har et maritimt udtryk med sorte facader, der brydes af store vinduespartier – enten som karnapper eller som franske altaner.

Selve byggeriet udføres med præfabrikerede moduler fra BM Byggeindustri, som i disse uger er i fuld gang med at transportere boligenhederne fra fabrikken i nordjyske Hobro til byggepladsen på Amager.

- Vi byggede hele 1. etape med 37 boliger i 2011 og har lavet aftale med Sjælsø om at bygge de første 11 boliger af 2. etape med option på yderligere ni. Hele 2. etape er på 43 boliger, som jeg forventer, vi skal bygge løbende i takt med, at de bliver solgt, fortæller salgschef Mogens Madsen fra BM Byggeindustri.

Bygget på fabrik i Hobro
Hvert hus til Margretheholm består af tre moduler. Konstruktionerne er baseret på træelementer, godkendt og certificeret af Teknologisk Institut, og i produktionen hos BM Byggeindustri udføres bl.a. baderum, køkkener, trægulve, malerarbejder, installationer og vinduer/døre.

Modulerne forlader fabrikken i Hobro med en færdighedsgrad på 80-90 procent og transporteres til byggepladsen, hvor de monteres, fastgøres, tilsluttes og færdigapteres til nøglefærdigt byggeri.

Ifølge Mogens Madsen er produktionstiden pr. bolig på fabrikken cirka to dage, mens arbejdet med montage og færdiggørelse på byggepladsen tager cirka tre dage.

Store projekter sikrer solid ordrebeholdning
BM Byggeindustri har som resten af branchen måttet kæmpe hårdt for at holde gang i forretningen under krisen, men på det seneste har virksomheden formået at holde et pænt niveau i sin produktion. I 2011 blev underskud vendt til overskud, og med flere store ordrer i bogen ser de kommende år fornuftige ud:

- 2012 ser rigtigt godt ud ordremæssigt, men vi har stadig kapacitet, hvis den rigtige opgave byder sig – og i 2013 har vi også en god ordreportefølje. Helt hen i 2014 har vi ordrer, så det ser rigtigt, rigtigt fint ud for os. Men vi er også 80 mand, så der skal noget igennem for at holde gang i butikken, siger Mogens Madsen.

Blandt de aktuelle sager er totalentreprisen på 120 almene pleje- og familieboliger i Frederikshavn for boligforeningen Vesterport, samt bl.a. en opgave som underentreprenør til GVL i forbindelse med KAB’s store AlmenBolig+-koncept – og altså Sjælsøs boligprojekt på Holmen:

- Vi bygger rigtigt mange almene boliger og har derudover Sjælsø, som bygger privat. Opgaven i Frederikshavn var udbudt som en helt almindelig totalentreprise, og dér blev vi vurderet som de bedste på parametre som arkitektur, kvalitet og økonomi. Det er fantastisk vigtigt, at vi på den måde kan vise, at vi matcher det traditionelle byggeri. Nu har vi så også vist, at vi kan bygge nogle gode, billige boliger som præfab for Sjælsø, så jeg håber og tror, at vi får flere muligheder som leverandør, slutter Mogens Madsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093