23948sdkhjf

Hofor og NCC skyder gang i byggeri til 610 millioner

Hofor har netop skrevet under på tre store kontrakter med NCC, Wicotec Kirkebjerg og DI-Teknik. 

Parterne skal stå for byggeri, procesanlæg og el-entreprisen på Hofors ny vandværk ved Gevninge. 

- Det er en stor og stolt dag for Hofor, fordi vi kan sætte gang i det tredje af vores helt store vandværksmoderniseringer. Det viser os endnu engang, at det unikke samarbejde med vores rådgivere og entreprenører skaber optimale betingelser for, at vi kan lykkes med at modernisere vores vandforsyningssystem og dreje det i en mere bæredygtig retning til gavn for både miljø og kundernes pengepung, siger Bjarne Korshøj, teknisk direktør i Hofor. 

Det nye værk ved Gevninge skal erstatte det 84 år gamle vandværk ved Lejre. Hofor er derfor også allerede gået i gang med at forbinde det gamle værk med placeringen af det nye via store parallelle rå- og rentvandsledninger på den ca. 3 km lange strækning mellem Lejre og Gevninge. 

Udover NCC, Wicotec Kirkebjerg og DI-Teknik er også Cowi, PLH Arkitekter, Niras, Krüger, Øllgaard, Emcon,  Rørbæk-Møller og Sweco med på holdet. 

Blødgøring og bæredygtighed

I forbindelse med opførelsen af det nye værk har Hofor tænkt bæredygtigt såvel inde som ude. Der er planer om bæredygtigt cement og stål samt solceller på taget. Derudover udgør et blødgøringsanlæg en væsentlig del af værket.

Blødere vand er nemlig godt for både miljøet og pengepungen, hvorfor Hofor er i gang med at blødgøre drikkevandet på alle sine syv regionale vandværker. Et lokalt vandværk i Brøndby leverer allerede blødere vand, og når Værket ved Gevninge står færdigt i 2024, bliver det som det femte værk, der producerer blødere vand til kunderne.

Til at opføre procesanlægget, der skal producere det rene og blødgjorte vand står Wicotec Kirkebjerg.

- Vi er rigtig glade for at kunne fortsætte det gode samarbejde med bygherre og de andre entreprenører, som vi kender fra Hofors program for vandværksmodernisering og blødere vand, siger Henrik Jørgensen, direktør for Wicotec Kirkebjerg.

Det nye vandværk skal producere op til 7,4 millioner kubikmeter vand til København og omegn om året.  Prisen for renovering og nybygning forventes at ligge i omegnen af 610 millioner kroner. 

Vandværket vil stå færdigt i 2024.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.174