23948sdkhjf

Video: 80 meter tårnhus når toppen med én etage om ugen

Se byggeriet fra oven i dronevideoen i bunden af artiklen.

I Carlsberg Byen i København har Züblin netop nået den fulde højde på de to 80 meter høje tårnhuse, Dahlerups Tårn og Vogelius Tårn. Med tilhørende karréer er tårn-projektet på i alt 86.000 kvm, og byggeriet går nu ind i den afsluttende fase. 

Siden første spadestik i 2018 har de to projekter udviklet sig fra at være to dybe huller i jorden, hvor Züblin først etablerede byggegruber og sidenhen udført råhuse med i alt 37.000 kvm in situ-beton og 8.600 ton armering. I dag står de to tårnhuse, hvor facaderne kravler op langs siderne med én etage om ugen.

– Vi armerer, forskaller og støber i 80 meters højde. Det kræver helt særlig materiel og specifikke kompetencer fra vores medarbejdere og samarbejdspartnere, siger projektdirektør fra Züblin, Karsten Skettrup, om arbejdet i højden. 

Fakta: Dahlerups Tårn og Vogelius Tårn

Dahlerups Tårn og Vogelius Tårn med tilhørende karréer, Caroline Hus, Kjeldahl Hus, Forchhammer Hus og Djørup Hus

Areal: 39.800 kvm og 46.200 kvm

Bygherre: Udviklingsselskabet Carlsberg Byen

Arkitekter: Schmidt Hammer Lassen Architects, Holscher Nordberg og Entasis

Rådgivende ingeniører: Züblin og Cowi

Totalentreprenør: Züblin

– Tårnene er vokset med én etage om ugen og facaderne følger med i samme takt, tilføjer han. 

De to projekter indeholder ikke mindre end 400 lejligheder, erhverv og parkeringskældre. Hos bygherren, Udviklingsselskabet Carlsberg Byen, følger man projektet tæt. Stort set alle lejligheder i Dahlerups Tårn er allerede afsat, mens salget i Vogelius Tårn fortsat buldrer derudaf.

Godt til bryggeri – udfordrende til byggeri

Da den gamle brygger J.C. Jacobsen i 1847 skulle vælge beliggenheden til sit nye bryggeri, faldt valget på området ved Valby Bakke, fordi der er meget vand i undergrunden. Det er en stor fordel, når man skal brygge øl, men en udfordring, når man skal bygge højhuse.

Derfor har Züblins eksperter inden for fundering og højhusbyggeri været på hårdt arbejde for at designe og optimere byggeriet. Kældrene er optimeret til jordbundsforholdene, og de indre kerner i højhusene er forankret under byggerierne i to-meter tykke bundplader, som stabiliserer tårnene.

Entreprenørens tekniske division har opbygget det strukturelle design med BIM.5D, og alle tekniske fag koordineres ved hjælp af 3D-modeller og kvalitetssikres digitalt ved hjælp af software og innovative udviklingsprojekter med robotteknologi.

Artiklen er en del af temaet Video & billedserier.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111