Den Viborgbaserede bygge- og ejendomskoncern Bach Gruppen, der det seneste halve år er blevet næsten synonymt med betonsagen på Bryggens Bastion, har foretaget store ændringer i toppen af milliardselskabet.
En ny direktør-trekløver, hentet i koncernens egne rækker, træder nemlig ind i direktionslaget midt i et forår, hvor betonskandalen stadig raser, og hvor stifter og hovedaktionær Finn Bach drosler ned for sine engagementer i en del af Bach Gruppens omkring 70 datterselskaber.